IBM planlægger at lancere en ny Aptiva-model, der vil blive pc-fabrikantens hidtil billigste model med en pris på 599 dollars eller omkring 3.600 kr, skriver NewsBytes. Prisen inkluderer en ikke nærmere specificeret MMX-processor, 32 MB SD-RAM, 3.2 GB harddisk, 32x CD-ROM drev og 56 KBps modem. Den nye Aptiva vil blive leveret med en kontorpakke fra IBMs datterselskab Lotus, der bl.a. inkluderer Word-Pro, regnearket Lotus 1-2-3 og Freelance Graphics. Kilder hos IBM siger til NewsBytes, at den nye maskine repræsenterer et forsøg på at vinde en større andel af hjemmemarkedet.
IBM ventes at præsentere den nye model den 10. november.