Microsoft har sagsøgt 10 firmaer i Chicago i den amerikanske stat Illinois for ulovlig kopiering af firmaets programmer. Firmaet forsøger at opnå et fogedforbud, der skal forhindre firmaerne i at fortsætte salget af programmerne, og kræver samtidig erstatning i ukendt højde. Ifølge Microsoft har de 10 firmaer trods gentagne advarsler fortsat salget af forfalskede udgaver af Windows 95, Windows 98 og Windows NT. Otte af firmaerne solgte programmerne som piratkopier, men to af de anklagede virksomheder handlede med pc'ere, hvor de ulovligt kopierede programmer var installeret på forhånd.