Dansk Dataforening har lanceret en "lillebror" til det populære PC-kørekort. Det nye Junior PC-kørekort er rettet mod elever i folkeskolen. Efter 3., 6. og 9. klassetrin kan skoleelever få testet deres IT-kundskaber.
PC-kørekortet er et omfattende kompetencemålingssystem, der skal sikre alle at folkeskoleelever har et grundlæggende kendskab til IT, fortæller Dansk Dataforening.
Det bygger på de samme principper som det store PC-kørekort, men er tilpasset elevernes klassetrin. Det er kun grundskoler, der kan få adgang til at tilbyde det nye PC-kørekort. Skoler, som ønsker at deltage, skal tilmeldes som kompetencecenter.
Forløbet består af tre niveauer; mikro, mini og junior. På hvert niveau afholdes en prøve, hvor eleven testes indenfor seks områder. Derefter udstedes et certifikat og plastickort. De seks områder er "IT i vor hverdag", "pc'er", "tekst og billeder", "grafik og medier", "regneark og diagrammer" samt "informationsnetværk og databaser".