En aftale mellem Microsoft og Network Associates betyder, at samtlige 30 millioner brugere af Internet-tjenesten Hotmail nu får gratis adgang til antivirus-programmet McAfee Antivirus. En hyppig kilde til virus-infektioner er vedhæftede filer, der sendes med e-mails, og det kan være meget svært at beskytte sig mod denne form for vira - medmindre man helt undlader at åbne vedhæftede filer. Fremover kan Hotmail-brugerne benyttede en særlig, web-baseret version af McAfee Antivirus til at scanne vedhæftede dokumenter, inden de hentes ned. Løsningen er uafhængig af brugerens styresystem, men betyder samtidig, at man ikke har adgang til de andre funktioner i antivirus-programmet, eksempelvis virustjek af lokale filer på pc'en.