Afrika bliver måske det hårdest ramte kontinent, når edb-systemer over hele verden går i sort ved skiftet til det næste årtusinde, skriver Associated Press. De afrikanske lande er godt nok ikke blandt de mest IT-udstyrede i verden, men de få computere som bruges er ofte ældre og derfor mere udsatte for år 2000 fejl. Dertil kommer, at kun seks af landene syd for Sahara overhovedet har en politik for år 2000 problemet: Syd-Afrika, Mauritius, Seychellerne, Elfenbenskysten, Nigeria og Namibia. Især Syd-Afrika er langt fremme med forberedelserne til år 2000, men alligevel skønner Mohamed Mahdi, der leder regeringsprogrammet til bekæmpelse af computer-fejlen, at 300 hospitalspatienter vil dø, fordi livsvigtige edb-systemer lukker ned.
Syd-Afrika regner med at bruge 30 milliarder kroner på problemet. Det kan også true dyrelivet på kontinentet; flere af de IT-systemer, som bruges til at overvåge truede dyrearter som næsehorn og elefanter, holder måske op med at fungere i år 2000.