Et lille og ukendt udviklingsfirma i Chicago, Eolas Technology, forsøger nu af rettens vej at forhindre Microsoft i at distribuere browseren Internet Explorer og styresystemet Windows 98. Firmaet fik den 17. november sidste år godkendt et patent, som dækker et system, der tillader en browser at hente og udføre programmer i web-sider. Patentet betegnes som meget bredt og kunne berøre mange forskellige programmer, ikke mindst Internet-browsere. Eolas har endnu ikke sagt, om firmaet også planlægger at sagsøge Netscape og andre browser-firmaer, men foreløbig kræver virksomheden en erstatningssum i ukendt størrelse fra Microsoft.
Det forventes at det kan vare adskillige år, før sagen kommer for retten i Chicago.