Såvel Microsofts omsætning som overskud satte ny rekord i regnskabsårets 2.kvartal, der sluttede 31. december 1998, ifølge de netop fremlagte kvartalsregnskaber. Omsætningen blev på 4,94 mia. dollar og overskuddet blev på 1,98 mia. dollar. Det betyder, at overskuddet steg med 74 pct. sammenlignet med samme kvartal året før. Omsætningen steg med 38 pct.
Ifølge økonomidirektør Greg Maffei skyldes fremgangen først og fremmest, at der sælges flere pc'ere end nogensinde før. Det medfører helt automatisk et øget salg for såvel Microsoft som andre softwarefirmaer. Blandt firmaets produkter er der især fremgang for Exchange Server, SQL Server og Office-pakken.