Indhold
25. februar 1999: CNN Interactive har i samarbejde med Nokia lanceret en ny tjeneste, der skal levere nyheder og informationer døgnet rundt, året rundt over GSM-nettet.
Dermed kan mobiltelefonister i Europa og Asien få adgang til CNN, når de er væk fra fjernsyn eller computer.
Tjenesten udvikles sammen med den finske mobiltelefon-producent Nokia. CNN Mobile har allerede opbakning fra flere mobiludbydere. Herhjemme har foreløbig Sonofon og Telia tilmeldt sig tjenesten.
For at få glæde af CNN Mobile kræves det, at modtagerens mobiltelefon kan håndtere den nye trådløse protokol, WAP. Det er der ikke så mange telefoner, som kan endnu. I går lancerede Nokia og Samsung de to første modeller på markedet, Nokia 7110 og Samsung SGH-800.
WAP står for Wireless Application Protocol. Det er en åben standard, der giver udbyderen mulighed for at skabe interaktivt indhold, der kan håndteres via displayet på en mobiltelfon.
Indholdet i CNN Mobile kommer ifølge Nokia til at omfatte internationale og regionale nyheder, vejrudsigter, erhvervsstof, markeds- og valutakurser, sport, underholdning og rejseguides. De enkelte teleoperatører kan tilpasse indholdet til kundernes interesser, men tjenesten opdateres hver 30. minut døgnet rundt, alle ugens syv dage. Topnyheder leveres med det samme.