Hvad får man, hvis man kombinerer Internet-indhold med en DVD-skive? Hvis man skal tro amerikanske Sonic Solutions, er svaret eDVD, en ny teknologi, som gør det muligt at kombinere grafik, video, lyd, tekst og Internet-links i et hybridmedie, der består af indhold fra nettet og en almindelig DVD-skive. Teknologien er del af et nyt multimedie-værktøj, DVDit!, der kommer på markedet i juli. Foruden det almindelige DVD-Video format kan programmet også eksportere "DVD-embedded HTML", hvor alle præsentationens elementer automatisk konverteres til Internet-indhold.
Antallet af pc'ere med både DVD-drev og Internet-opkobling er støt stigende, ifølge Sonic Solutions, og man satser på, at systemet f.eks. kan bruges til salgspræsentationer og kursusmateriale, der både skal indeholde tunge grafiske elementer og opdaterede informationer fra nettet.