AMD har sendt en ny processor til servere og workstations på markedet. Athlon MP 1900+ er en dual-processor version af AMDs hurtigste CPU, som indeholder Palomino-kernen og arbejder med en reel taktfrekvens på 1,6 GHz.
Athlon MP 1900+ er på mange punkter identisk med AMD's Athlon XP 1900+ til desktop-pc'er, men i modsætning til MP er XP'en ikke beregnet til to-processor systemer og AMD vil ikke garantere, at desktop-processoren kan fungere i en sådan konfiguration.
Den nye Athlon MP 1900+ koster 319 dollar i store styktal - til sammenligning sælges XP 1900+ for 269 dollar.
Chipfirmaet er også klar med et nyt chipsæt, 760 MPX, som indeholder den samme Northbridge som 760 MP (AMD 762 til DDR SDRAM), samt en ny Southbridge, AMD 768, der understøtter 64-bit-PCI med 66 MHz.
(Kilde: tecchannel)