I løbet af få år vil 10 procent af markedet for betalings-tv foregå over nettet. Det forudsiger Screen Digest i en ny analyse, skriver Berlingske Tidende. Det ventes at 8,7 millioner europæere vil abonnere på internet-tv i 2009 - mod kun 658.000 i dag. Desuden vil endnu flere se gratis-tv på nettet.
Alene i den første halvdel af 2005 er antallet af abonnenter på europæiske internet-tv tjenester steget med 66 pct. Frankrig er det største marked og ventes at nå 2,4 millioner abonnenter i 2009.
Screen Digest mener at selskaber som France Telecom og British Telecom vil få den største vækst med internet-tv i de kommende år.
British Telecom er på vej med en bredbåndstjeneste, Freeview Plus, hvor brugerne kan downloade hele film over nettet.
Men også selvom internet-tv bliver stadig mere populært, vil kabel-tv fortsat være dominerende med 57 pct. af markedet i 2009, forudsiger analysen.