Patentstridigheder fylder meget i den amerikanske IT-branche, hvor firmaer som Microsoft og IBM er involveret i snesevis af sager om patentrettigheder på samme tid, og de amerikanske IT-firmaer er i stigende grad opmærksomme på at søge patentbeskyttelse på deres produkter. Det er derfor næppe underligt, at et IT-firma, 3Com's datterselskab Palm Computing, har fået tildelt patentnr. 6.000.000 af den amerikanske patentstyrelse.
Det tilkendte patent dækker over en teknologi til at synkronisere filer på flere computere - Palm-brugere vil genkende dette som HotSync-funktionen. Opfinderen bag HotSync, Jeff Hawkins, har senere forladt 3Com og startet sit eget firma, Handspring, der for nyligt lancerede sit første produkt, den håndholdte computer Visor.
(Kilde: CNET)