Chip-fabrikanten AMD har indrettet en support-side med en vejledning til, hvordan man retter kompatibilitets-problemerne, der optræder mellem AMD K6-2 processoren og tidligere versioner af Windows 95. Fejlen optræder kun ved taktfrekvenser på 350 MHz og højere. AMD understreger, at problemet ikke skyldes en fejl i processoren, men fejlagtige funktionsbiblioteker under Windows. Brugere, der er berørt af problemet, skal derfor ringe til Microsofts support og følge en procedure, der er beskrevet på hjemmesiden, hvor man får et "hotfix", der skulle løse problemet.