Den amerikanske online-virksomhed Prodigy har besluttet at lukke sin ældste tjeneste, "Prodigy Classic", med baggrund i år 2000 problemet. I et brev til samtlige 208.000 kunder skriver firmaets direktør, Sameh Salameh, at den ni år gamle tjeneste er bygget med egenudviklede teknologier, der ikke kan leve op til dagens Internet-standarder og ikke kan opdateres til at håndtere skiftet til år 2000. Firmaets system-udviklere er ude af stand til at rette systemerne, skriver Salameh. Kunderne opfordres i stedet til at tegne abonnement på Prodigy Internet, en nyere version af online-tjenesten, der i modsætning til klassik-udgaven byder på fuld Internet-adgang og ikke binder kunden til firmaets egen browser.
Prodigy har i de seneste år tabt mange kunder til konkurrenterne CompuServe og America Online. Mange brugere har udtrykt skepsis overfor begrundelsen for lukningen. De tror, at Prodigy kun benytter år 2000 problemet som undskyldning for at lukke den forældede tjeneste.