Hvis den moderne civilisation kollapser, har vores efterfølgere så overhovedet mulighed for at genskabe de enorme mængder af data som vi har gemt i elektronisk form? Vi har vidnesbyrd i sten og papir der rækker tusinder af år tilbage, men hvor meget efterlader vi selv til kommende generationer? Digitaliseringen har gjort mange ting lettere, men det betyder desværre også, at informationernes levetid forkortes drastisk.
Det er temaet for en artikel i tidsskriftet New Scientist med den faretruende titel "Digital doomsday: the end of knowledge". Det mangler jo ikke ligefrem på dommedags-visioner om alt fra klimakatastrofer til asteroide-kollisioner, og mange biografaktuelle film som "The Road", "Book of Eli" og "2012" beskæftiger sig med verdens undergang i en eller anden form.
Men hvad nu, hvis katastrofen er lidt mere begrænset? Ikke helt nok til at udrydde menneskeheden, men nok til at udslette civilisationen som vi kender den. De overlevende står så tilbage med den store opgave at genopbygge civilisationen. Det er hér, de får brug for al den viden, som vi har gemt i elektronisk form på magnetiske og optiske medier.
Vi forestiller os, at strømforsyningen er brudt sammen og datacentrene har stået uden opsyn i lang tid mens de sidste mennesker langsomt forsøger at bygge en tilværelse op. Hvor meget af det indhold, der ligger på vores harddiske, kan udlæses om 10, 20 eller 30 år? Hvis computeren har stået uden strøm et fugtigt, koldt sted, er der nok ikke så meget at hente. Og hvordan skulle en postapokalyptisk civilisation uden strøm overhovedet få gang i computerne?
Selv uden globale katastrofer er langtidslagring allerede et problem. Harddiske er slet ikke beregnet til at lagre data i flere årtier. I de seneste år er datatætheden steget eksplosivt - men jo flere bit, du propper ind på den lille plade, jo større er risikoen for datatab hvis et område bliver beskadiget. Harddisken er sårbar overfor stød, fald og andre mekaniske påvirkninger. Så er det bedre med optiske medier og databånd, men en billig brændbar cd holder heller ikke meget længere end en harddisk.
Ifølge eksperter holder optiske medier typisk mellem fem og 10 år - og de nye, populære SSD'er er heller ikke mere stabile end harddiske. Der er ikke noget mekanisk slid, men det hjælper ikke, når lagerenheden har stået og passet sig selv et fugtigt sted i nogle år.
Holdbarheden afhænger også af de fysiske omgivelser - computere har det bedst i et tørt, varmt rum. Men når der ikke er mennesker til at passe datacentrene, vil miljøet hurtigt ændre sig. Og så antager vi, at datacenteret i det hele taget overlever den katastrofe, der har forvoldt verdens undergang.
Der findes også succeshistorier med rekonstruktion af gamle datamedier. De er interessante, fordi de er så sjældne. En af de mest omtalte sager var genskabelsen af data på en harddisk fra rumfærgen Columbia i 2003. Det er også lykkes at hive data ud af magnetbånd fra Lunar Orbiter missioner i 1960'erne.
Men det kræver specialviden og meget avanceret udstyr til at udlæse de magnetiske informationer bit for bit fra lagermedierne. De overlevende efter dommedag har næppe adgang til denne form for viden eller udstyr.
Og det kan slet ikke betale sig for producenterne at udvikle lagermedier som kan holde mange år frem i tiden. Vi er så vant til at udskifte vores telefoner, musikafspillere og computere med korte mellemrum, at tanken om en holdbarhed på 10, 20 eller 30 år virker helt absurd.
Men mens arkæologerne stadig graver i mulden for at finde spor efter vores forfærdre, kan vi blive en generation som ikke bliver husket, fordi alle vores vigtige informationer ligger gemt digitalt og forsvinder sammen med os.
Vi efterlader ingen stentavler eller relieffer som arkæologerne kan finde om 1000 år og bruge til at forstå Homo Connexus. Måske finder arkæologerne en metalklump i sandet, der stadig har form som en harddisk - men denne kunne lige så godt stamme fra en anden planet. Og det knuste plast der engang har været en cd-rom fortæller heller ikke noget om, hvem vi var, hvad vi tænkte og drømte.
For arkæologen vil det måske nærmest se ud om, at mennesket mistede evnen til at skrive kort efter det 20. århundrede, hvor der pludselig bliver færre og færre skriftlige vidnesbyrd på papir. Til sidst forsvandt vi helt ind i den digitale verden og efterlod os kun mærkelige metalklumper i sandet. En gåde, som vores efterkommere må løse.
