Den internationale oliekoncern TotalFinaElf har lidt et nederlag i domæne-striden med miljøorganisationen Greenpeace. En domstol i Berlin har afgjort, at Greenpeace fortsat må benytte domænet www.oil-of-elf.de. På denne adresse har miljøorganisationen oprettet en hjemmeside, der informerer om olieforurening i Sibirien og beskylder koncernen for at være medskyldig i miljøsvineriet.
TotalFinaElf reagerede med en retssag mod Greenpeace, og i første omgang fik oliegiganten medhold i en lavere retsinstans i Berlin. Retten nedlagde et forbud mod at Greenpeace kunne benytte adressen. Men denne afgørelse er nu ophævet med den begrundelse, at ytrings- og pressefriheden vejer tungere end koncernens kommercielle interesser.
(Kilde: Internet World)