3Com og Microsoft har offentliggjort detaljer om et tæt samarbejde mellem de to firmaer, der skal fremskynde udviklingen af produkter til morgendagens sammensmeltede netværk, de såkaldte "converged networks". Begrebet dækker over sammenhængende netværk, hvor både data, tale og levende billeder transporteres samtidigt.
Initiativet skal føre til enklere anvendelse af netværksydelser på både bruger-pc'ere, servere og andre produkter til personlig eller forretningsmæssig brug. Styresystemet Windows skal yderligere integreres i 3Com's produkter.
3Com planlægger at åbne et udviklingscenter i nærheden af Microsofts hovedkvarter i Redmond i staten Washington. Flere informationer om firmaernes samarbejde findes på www.3com.com/microsoft.