Næsten et år efter, at styresystemet Windows 98 blev sendt på gaden, har Microsoft nu udsendt en ny udgave, Windows 98 Second Edition (SE). I realiteten er SE ikke mere end en samling rettelser og mindre forbedringer, der ikke er synlige for den almindelige bruger. Den mest interessante nyhed er Internet Connection Sharing, en ny funktion, som gør det muligt for flere computere at dele samme modem-forbindelse til Internet. Microsoft har da heller ikke gjort ret meget ud af at markedsføre den nye version af styresystemet. I løbet af kort tid vil Windows 98 SE afløse Windows 98 som præ-installeret styresystem på fabriksnye pc'ere.
Inden længe vil Microsoft frigive en Service Pack (SP) til Windows 98 med alle rettelser fra SE, som vil kunne downloades gratis fra Microsofts website.