Nimda er en af de mest hurtigt spredende orme, som endnu er set på nettet. Den dukkede op den 19. september og udløste en enorm trafik; sikkerhedsfirmaet eSec kunne sidste tirsdag registrere op til 800 hits i timen pr. kunde.
Sidenhen er Nimda stilnet af og de seneste tal viser, at aktiviteten på nettet er faldet betydeligt. I går kunne eSec registrere omkring 60-70 hits pr. kunde i gennemsnit.
Internet-ormen bruger en række forskellige metoder til at sprede sig. Den "vandrer" fra server til server og gemmer sig i web-sider og e-mails, hvor et lille script sørger for at inficere pc'en.