Det længe ventede operativsystem Windows 2000 kommer på markedet den 17. februar år 2000, skriver den amerikanske nyhedstjeneste CNET. Den nye version bliver allerede leveret til pc-fabrikanter i december. Prisen for Windows 2000 Professional, Windows 2000 Server og Windows 2000 Advanced bliver offentliggjort på Comdex-messen i november. Microsoft betegner selv produktlanceringen som den vigtigste i firmaets historie. Windows 2000 (tidl. kendt som NT 5.0) skal erobre markedandele fra Unix og Linux på server-markedet, og Professional-udgaven skal også vinde indpas på arbejdspladser, som hidtil har anvendt Windows 98 på klient-maskiner. Ifølge Microsoft er Windows 2000 mere stabilt, skalerbart og sikkert end alle tidligere versioner af Windows.
(Kilde: CNET)