Sun Microsystems fortæller i en pressemeddelelse, at firmaet fremover vil understøtte det gratis styresystem Linux og arbejde for at sikre, at Sun's produkter er så kompatible som muligt med systemet. Sun har ellers hidtil været meget tilbageholdende med at understøtte Linux, fordi styresystemet konkurrerer med firmaets eget styresystem, Unix-varianten Solaris. Meddelelsen om at Sun fremover vil støtte Linux ses derfor som en stor sejr for systemet, der bygger på det såkaldte "open source" princip, hvor alle kan hente og modificere kildekoden. Linux findes i mange varianter, og kan også hentes i en udgave, der er kompatibel med Sun's arbejdsstation UltraSPARC.
Sun fortæller, at fremtidige versioner af Solaris også vil være kompatibel med Linux.