Indenfor rejse-branchen har man ikke kun frygtet den 1. januar år 2000, men også den dato, hvor de fleste reservationssystemer for første gang åbner for bestillinger til det næste årtusinde. Dette tidspunkt indtraf torsdag i sidste uge, den 4. februar, og mange amerikanske rejseselskaber havde indkaldt ekstra mandskab, der skulle stå klar til at løse de problemer, som kunne opstå. Men den skelsættende dag passerede uden større problemer. Firmaerne bag CRS-systemerne (Computer Reservation Systems) og flyselskaberne har arbejdet siden begyndelsen af halvfemserne og brugt milliarder af dollars på at finde og rette fejl i systemerne. Det skønnes at 80 pct. af den globale rejseaktivitet berøres direkte af CRS-systemerne. Eksperter siger, at systemerne nu også skulle kunne klare den 1. januar næste år uden problemer.