IBM-direktør Lou Gerstner skriver i edb-gigantens årsrapport, at pc'ens tid er overstået og vil blive erstattet af en ny bølge af intelligente apparater, såsom skærmtelefoner, håndholdte computere og settop-bokse. IBM opfandt den moderne pc i 1981, og udsagnet fra koncernens direktør tillægges derfor stor betydning. Han mener, at pc'en ikke længere er den primære platform for udvikling af applikationer; fremtiden tilhører "tynde" klienter, mens de store programmer kører på servere og afvikles over netværket. Processorer, RAM-hukommelse og harddiske er efterhånden så små og billige, at de kan indbygges i mange forskellige intelligente apparater, mener Gerstner.
Kritikere siger dog, at udsagnet ikke mindst skyldes, at IBM's pc-division sidste år havde et underskud på 996 millioner dollars, mens koncernen i stigende grad satser på salget af tunge netværksservere og konsulent-ydelser.
(Kilde: CNET)