I flere måneder har en hacker haft adgang til læse, redigere og slette personlig post fra 250.000 brugere hos SwissOnline, skriver den schweiziske avis "Sonntags-Zeitung". Ifølge eksperter har hackeren udnyttet et kendt sikkerhedshul i mange mail-servere, men avisen har ikke offentliggjort nærmere oplysninger om den sårbarhed, som hackeren har brugt.
Ved at udnytte sikkerhedshullet kunne hackere hente brugernavne og kodeord for 250.000 abonnenter hos SwissOnline. Med disse oplysninger har hackeren haft fri adgang til at hente og manipulere indgående post til internet-udbyderens kunder.
"Sonntags-Zeitung" skriver, at hackeren i mange måneder kan have læst, kopieret og videresendt e-mails fra institutioner, myndigheder og kendte personer. Avisen fortæller at man har modtaget beviser for, at hackeren har stjålet adgangsoplysninger til mail-konti, som tilhører ambassaderne for Israel, Sverige, Frankrig, Marokko og Uruguay.
SwissOnline anbefaler alle sine kunder at ændre det personlige kodeord omgående.