Web-udviklere kan nu hente en gratis udgave af den meget populære applikations-server ColdFusion, et komplekst udviklingsmiljø, som bruges til at skabe interaktive, database-centrerede web-steder. ColdFusion Express indeholder en række begræsninger i forhold til den fulde version, ColdFusion Studio, og er kun egnet til mindre projekter eller lokale databaser på Intranet. Produktet anvender det samme script-sprog som den store udgave og understøtter en række database-systemer, bl.a. Microsoft Access og Borland dBase.
Programmet kan hentes i versioner til Windows 95/98 og Windows NT 4.0. P.t. kan man kun hente en beta-udgave. Den færdige version ventes frigivet i midten af juli.