Sikkerhedsfirmaet Comendo fortæller at den nye virus Bugbear.B har fået inficeringsprocenten til at stige eksplosivt. Normalt ligger inficeringsprocenten på ca. 0,5 pct., men grundet den seneste tids udbrud af Sobig.B og C har den ligget på ca. 1,5 pct. I de sidste par dage er tallet firedoblet.
»I skrivende stund registrerer vi en inficeringsprocent på 5,959 pct., det er højeste tal nogensinde«, siger Chris Østergaard, marketingschef hos Comendo.
Det svarer til, at en ud af 17 e-mails er inficeret med Bugbear.B.
Den første mail med virussen kom fra Sønderjylland torsdag d. 5. ved middagstid, fortæller Comendo, som siden har stoppet omkring 2,6 mails med Bugbear.B i minuttet.
De fem hyppigste afsenderlande er Danmark, Norge, Litauen, Sverige og Italien. Det begrundes med, at mange computere i Danmark allerede er blevet inficeret og virussen har så forsøgt at videresende sig til adresser i brugerens adressebog, som primært har været fyldt med danske adresser.