Det hotteste emne i disse år er teknologiens udvikling og dens konsekvenser og betydning for menneskets fremtid. En udvikling som stadig flere forestiller sig vil føre væk fra mennesket som vi kender det over en transhuman overgangsperiode for til sidst at ende i en posthuman fremtid.
Disse tanker og ideer har bredt sig, og bøger om emnet strømmer ud på især det engelsksprogede bogmarked. Senest med Movarecs opfølgning på "Mind Children", bogen "Robot: Mere Machine to Transcendent Mind", hvor han præsenterer os for den forventede teknologiske udvikling, når det gælder robotterne, som ifølge Moravec indenfor de næste 50 år vil have overhalet mennesket indenom.
Hvor Moravec fokuserer på den teknologiske udvikling af robotter, har Christopher Dewdney valgt at give sit bud på den samme udvikling fra et kulturelt perspektiv.
Christopher Dewdney, der har skrevet "Last Flesh: Life in the Transhuman Era", er mediekritiker og lyriker og har tidligere udgivet bøgerne "The Immaculate Perception" og "The Secular Grail". Han underviser på The McLuhan Institue of Technology på universitetet i Toronto.
"Last Flesh" er ifølge Dewdney et personligt blik på den overgangsfase, som han mener vi allerede befinder os i, uden dog at kunne sige præcis hvornår den startede. Det er en transhuman fase, hvor grænserne brydes ned og mennesker og maskiner indgår i et stadig tættere forhold til hinanden, hvor vi kan omforme os selv, skifte organer ud og indsætte diverse mekaniske apparater i kroppen, hvor vi ændrer og manipulerer kroppen og bevidstheden, og allerede er ved at vænne os til de tidlige og primitive udgaver af den teknologi, der måske en dag vil føre os igennem den transhumane fase og det, der engang var mennesket, ud på den anden side til den posthumane æra.
Dewdney fokuserer på denne transhumane overgangsfases kultur, medier og teknologi. Han sætter fokus på de personlige, sociale og moralske konsekvenser af denne absolutte transformation af hvad det vil sige at være menneske og han formår at overbevise læseren om, at udviklingen allerede er langt mere fremskreden end vi sådan går og tror.
I bogens første del sætter Dewdney skarpt på medierne og deres rolle i udviklingen, og hvilke konsekvenser de har for måden, hvorpå mennesket opfatter sig selv, hinanden og verden omkring sig. Her kommer han bl.a. ind på mediernes kulturelle indflydelse på mennesket, herunder de såkaldte memer, defineret af Richard Dawkin, dvs. begreber eller ideer som grupper af mennesker efterligner og tager til sig, en slags kulturens DNA, en mental arv. Han beskriver også, hvordan medierne fungerer som en slags forlængelse af vores nervesystem, som de så igen virker tilbage på, og fjernsynets rolle og betydning som en slags offentlig og fælles bevidsthed.
Dewdney citerer Marshall McLuhan for at teknologi kommer fra sproget, og at sproget var et af menneskets første teknologier, en slags mental software. Sproget er, skriver Dewdney, en slags kognitiv protese, som gør det muligt for mennesket at udvide sine handlinger i verden ved at eksternalisere sin tænkning.
Vi er så vant til at teknologi præsenteres som blot endnu et trin i rækken af fremskridt, der vil bringe menneskehedens udvikling og muligheder videre. Men den nye teknologi, der er undervejs, er ikke blot, som tidligere, endnu et tegn på fremskridtet og vil ikke blot blive inkorporeret i samfundet som vi kender det. I stedet vil den, ifølge Dewdney, ændre selve det at være menneske. Den nye teknologi vil bane vejen for en helt ny verden.
Dewdney tager også fat om den kunstige intelligens, som allerede findes i bl.a. form af skakcomputeren Deep Blue. Men det stopper ikke der. Med udgangspunkt i matematikeren John von Neumanns teorier om bl.a. begrebet "singularity", der beskriver det punkt hvor mennesket vil skabe en kunstig superintelligens, mener Dewdney at denne kunstige superintelligens vil være realiseret fyrre år fra nu. Den vil sandsynligvis tage form som en forening af mennesker og computere, hvor neurale implantater vil booste den menneskelige bevidsthed langt ud over sit nuværende stade.
Vi befinder os som sagt allerede i den transhumane fase. Men hvornår og hvordan vil overgangen til den posthumane periode så ske? Ifølge Dewdney vil den ske gradvist, lige som vi først nu er ved at opdage at udviklingen har ført mennesket fra den humane til den transhumane fase uden at vi kan sige, hvornår den ene fase stoppede og den anden begyndte.
Hvad vil mennesket så sige til hele denne udvikling? Dewdney mener, at mennesket vil være glad for den. Ikke sådan at forstå, at folk sætter sig ned og beslutter at nu vil de være transhumane for siden at beslutte, at nu vil de være posthumane. Men snarere sådan at mennesket langsomt vænner sig til den nye teknologi og dens muligheder, og når man først har vænnet sig til dem, vil man ikke give afkald på dem, udviklingen fortsætter og en dag giver det ikke længere mening at tale om mennesket som andet end et forhistorisk fænomen.
Vi er ifølge Dewdney allerede digitale lærlinge, og på sigt vil vi se en kobling mellem vores hjerne og computeren. Allerede i dag har vi en - om end noget mere subtil - form for forbindelse mellem menneskets hjerne og computeren gennem eksisterende interfaces såsom keyboard, mus og skærm. Men på sigt vil disse synlige tegn på forbindelsen mellem menneske og computer blive stadig mere usynlige og diffuse indtil vi en dag måske vil operere computerne direkte ind i den menneskelige hjerne, hvor de langsomt vil overtage og udgøre en stadig større del af den hjernekapacitet, som behøves for at kunne fungere i fremtidens samfund. Eller også vil vi kopiere den menneskelige hjerne digitalt og overføre den på computeren.
"Last Flesh" er spændende og overrumplende læsning. Bogen er begavet og velskrevet. De mange ideer og analyser er godt stof til eftertanke. Dewdney tænker tankerne både dybt og nuanceret og formår at formidle det på en enkel og flydende måde.
Christopher Dewdney "Last Flesh: Life in the Transhuman Era" HarperCollins 1998.
