Microsoft har medvind i sagen mellem softwarefirmaet og 21 amerikanske stater og justitsministeriet i Washington. En appelret har afgjort, at vidneudsagnene fra Bill Gates og 16 andre top-chefer i firmaet alligevel skal gives for lukkede døre. Retten havde tidligere bestemt, at retssagen skulle være tilgængelig for offentligheden, men Microsoft havde appeleret afgørelsen med henvisning til, at forretningshemmeligheder kan komme frem under afhøringen. Sagens dommer, Thomas Jackson, har samtidig udskudt sagens start med to uger, til den 23. september. Det var oprindelig planen, at sagen skulle starte den 8. september, men begge parter havde krævet mere forberedelsestid. Det ventes, at Gates vil afgive vidneforklaring allerede sidst i næste uge, som led i forberedelserne til den egentlige retssag.