Den anonyme internet-adgang hos internet-cafeer er populær i Kina, hvor myndighederne holder nettet i et jerngreb. Det har nu fået den kinesiske regering til at slå hårdt ned og lukke 2.000 af landets internet-cafeer, skriver avisen Shanghai Daily. Aktionen startede i april, og siden har politiet ransaget omkring 56.800 cafeer og barer, hvor gæsterne tilbydes anonym adgang til nettet.
Foruden de 2.000 lukkede internet-cafeer har de kinesiske myndigheder suspenderet yderligere 6.000, som skal gennemføre "rettelser og forbedringer" før de får tilladelse til at åbne igen. Shanghai Daily skriver at aktionen repræsenterer et forsøg på at regulere internet-markedet i Kina. Landets love forbyder bl.a. "socialt destabiliserende indhold", "trusler mod offentlig sikkerhed" og pornografi på nettet.
De første internet-barer i Kina åbnede i 1997, og i dag tilbydes internet-adgang hos frisører, tøjforretninger og selv hos slagteren. Det skønnes at der findes omkring 26,5 mio. internet-brugere i Kina.
(Kilde: CNN, Reuters)