Mobiltelefonen kan bruges til andet end samtaler og SMS-beskeder. Indenfor kort tid bliver det muligt at betale girokort, overføre penge og udføre andre transaktioner med GSM-telefoner.
Tele Danmark Mobil, den største danske mobiloperatør med over halvanden million kunder, forhandler i øjeblikket med en række banker og regner med at åbne for mobil betaling indenfor få måneder.
For at benytte løsningen skal kunderne udskifte deres SIM-kort med et nyt, der indeholder en chip med større regnekraft og større hukommelse.
Selve applikationen til det SMS-baserede betalingssystem ligger på bankens server, og sikkerheden er ligeså stor som ved andre banksystemer, forsikrer Tele Danmark Mobil.