Windows NT 5.0 er stadig kun ude i en beta-udgave, og vil sandsynligvis ikke finde vejen til markedet før i 1999, men det forhindrer ikke Microsoft i at afsløre detaljer om efterfølgeren, Windows NT 6.0. På en konference i denne uge i Seatle, "Windows NT 5.0 Technical Workshop", fortalte vice-direktør Jim Allchin om tiden efter NT 5.0, skriver Infoworld. Windows NT 6.0 vil indeholde en mere lettilgængelig brugerflade, der vil tilpasse sig til brugerens behov, og det skal være nemmere at administrere et netværk af NT-maskiner. Microsoft lover også forbedret understøttelse for XML, endnu bedre Internet-integration og programmer til direkte transmission af lyd- og billeddata. Windows NT 6.0 vil sandsynligvis komme på markedet i 2001 eller 2002.