Bobestyrer Christan Elmer gik dog med til at lade konkursboet fortsætte driften af Intellos store server-anlæg, indtil en køber kunne overtage forpligtigelserne som en samlet pakke.
Det så i lang tid ud til at århusianske Minerva skulle blive køberen, men på grund af problemer med Intellos huslejekontrakt, sprang Minerva fra i sidste øjeblik. Da konkursboet i går kun havde penge til at lade driften fortsætte én dag mere, var det i bogstaveligste forstand i 12. time, at Telenor kom til som redningsmand.
Redningsmanden fra Telenor Business Solutions er pudsigt nok selv tidligere Intello-ansat. Han hedder nemlig Kim Toft Madsen og nåede at være direktør for Intello i to uger sidste år, før han røg videre til posten som Telenor-direktør.
Telenor Business Solutions planlægger at føre driften af Intellos kunder videre i eget regi. Muligvis vil man dog byde på Intellos avancerede server-faciliteter, der nu afhændes på almindelig vis fra konkursboet.