Medarbejderne havde oprindelig en deadline til 7. november til at acceptere de nye kontrakter eller blive opsagt. Omkring en tredjedel valgte afskedigelsen.
Nu er deadline for accept af de nye forhold udskudt til 20. november og de opsigelser, der allerede er afleveret, betragtes indtil denne dato som værende sat i bero. Det oplyser faglig konsulent John Jørgensen, HK Nordsjælland.
Et væsentligt element de reducerede kontraktvilkår er fjernelsen af løn under barsel.
»De har haft en bedre barselsordning, end man har generelt - nemlig 24 uger. Det er ekstraordinært gode vilkår og kan opsiges med varsel efter funktionærloven. Det er så det, Ingram Micro har gjort. Men da de har gjort det over hele linjen, har det karakter af en massefyring. Så siger loven, at arbejdsgiveren skal indlede forhandlinger med medarbejderne. Det glemte selskabet at gøre i første runde, men nu ser det ud til, at de vil gøre det. Det, der øjensynligt er problemet, er at de ikke kan få svar fra hovedsædet på, hvad de må og ikke må - det er i det mindste den forklaring, vi har fået,« siger John Jørgensen.