I en tid hvor 120 virksomheder om dagen går konkurs, vil Microsoft slå hårdt ned på de forhandlere, der snyder og sælger ulovligt software. Sådan lyder begrundelsen for Microsofts seneste aktion mod 12 engelske forhandlere, der har har solgt ulovligt software.
»Microsoft arbejder hårdt på at udrydde den unfair konkurrence, som lægger et stort pres på forhandlernes marginer og truer med at presse dem ud af markedet. De fleste forhandlere kan ikke leve med at miste selv små ordrer til disse illegale spillere, der med stor sikkerhed vil underbyde dem,« siger Microsofts engelske SMB-partnerchef Scott Dodds, til engelske CRN.
Scott Dodds fremhæver, at 80 procent af Microsofts SMB-forhandlere i England har færre end 10 ansatte, hvorfor de er meget sårbare overfor den illegale konkurrence.
Microsoft har kørt den hårde kurs siden årsskiftet og har i den periode slået til overfor 92 forhandlere, der ifølge Microsoft ikke har haft rent mel i posen.