Artikel top billede

Otte tricks der gør din Gmail meget federe

Hvorfor bruge et mailprogram? Med de her otte seje tricks sætter Gmail ethvert mailprogram til vægs.

Otte tricks der gør din Gmail meget federe

Flere og flere virksomheder dropper deres traditionelle mail-løsninger til fordel for en Gmail-løsning.

Senest har vores søster-magasin Computerworld fortalt om virksomheden Davidsen Tømmerhandel, der har flyttet sine 350 medarbejdere fra en Exchange-løsning over på en Gmail-baseret løsning.

Går du i samme tanker, eller bruger du allerede Gmail, har vi her otte tips, der hjælper dig med at få det bedste ud af Gmail. 
1. Få Google Apps på dit domæne
Bare rolig, du kan godt bruge Gmail uden at være tvunget til at have mail-adresser, der slutter med @gmail.com.

Du kan nemlig modtage mails til din almindelig domæne-adresse (der slutter med @ditdomæne.dk) direkte ind i din Gmail-indbakke.

Det kræver, at du bruger Googles kontorpakke Google Apps og får det knyttet til dit domæne. Det kan være en lettere kompliceret affære, men det er arbejdsindsatsen værd. Læs her vores guide til, hvordan du gør det.

2. Importer gamle mails til din nye Gmail-adresse

Måske er du blevet træt af din gamle Gmail-adresse, som du oprettede for mange år siden. Eller også har du flyttet din mail-adresse til Google Apps. I begge situationer står du tilbage med en tom indbakke og har brug for at logge ind på dine tidligere e-mailkonti, hvis du skal have adgang til dine gamle mails.

Heldigvis kan du importere mails fra dine gamle adresse til din nye konto hos Gmail. Det gør du ved at gå ind i din Gmails "mailindstillinger", vælge konti og herefter "tilføj POP3-email-konto".

I denne artikel kan du få en mere detaljeret gennemgang af, hvordan du henter mails fra én Gmail-konto til en anden. 

3. Få dit logo på Gmail

Du kan give din Gmail-konto et personligt tilsnit ved at erstatte Google-logoet i højre hjørne med din virksomheds logo.

For at kunne gøre det kræver det, at du har administrator-rettighederne til din virksomheds Google Apps-konto og har din virksomheds logo i størrelsesformatet 143x59 og i fil-formaterne GIF eller PNG. Læs her hvordan du gør det.

Sådan bliver Gmail fedest på din iPhone

4. Få den bedste Gmail-oplevelse på din iPhone

Ved hjælp af funktionen Google Sync kan du få Gmail som pushmail på din iPhone på samme måde, som hvis du brugte en dyr mail-løsning med en Exchange-server. 

Med pushmail bliver din mail med det samme skubbet direkte ud på din iPhone i det øjeblik, hvor den lander på Googles servere.

Når du ikke bruger push-mail, vil din iPhone normalt være indstillet til at tømme din Gmail med et fast interval - eksempelvis hvert kvarter eller hver halve time. 

For at bruge Google Sync skal du trykke på Exchange-logoet i stedet for Gmail-logoet, når du tilføjer en ny mail-konto på din iPhone.

I denne artikel forklarer vi, hvordan du helt præcist gør det. 

Du skal dog være opmærksom på, at din iPhone æder betydeligt mere batteri, når du bruger push-mail. 

5. Få flere afsenderadresser

Har du kun én e-mailadresse? Så er du en af de heldige. 

Vi er mange, der cykler rundt mellem to, tre eller måske fire adresser i løbet af en dag. Men Gmail giver dig mulighed for at sætte dine andre adresser på som afsender-adresser, så du slipper for at skulle hoppe fra mail-boks til mail-boks, når du skal sende mails.

Læs her, hvordan du tilføjer flere afsender-adresser til din Gmail. 

6. Gør det hurtigere at komme til bunds i indbakken

Synes du også, at det er irriterende hele tiden at skulle åbne hver enkelt mail for at komme til at læse indholdet i den? 

Det kan du slippe for, hvis du slår Gmail Labs-funktionen indholdsrude (preview pane på engelsk) til. 

Her får du delt din skærm op, så du kan se indholdet af din indbakke i en kolonne og indholdet af den enkelte mail i en anden kolonne. Med denne indstilling bliver det betydeligt hurtigere at browse gennem dine mails.

Det virker dog bedst, hvis du ikke har en skærm, der er alt for lille. Vores erfaring er, at det eksempelvis bliver lige lovligt gnidret på en 13"-skærm.

Vil du også slå indholdsruden til i din Gmail, kan du i denne artikel læse, hvordan du gør.

7. Slå genveje til i Gmail

Henter du i dag din mail ned i et mailprogram, er du sikkert vant til at bruge genvejstaster. 

Men du kan også aktivere genvejstaster i din Gmail, så du eksempelvis kan gå i gang med at skrive en ny mail ved at trykke shift + c.

Du slår genvejstaster til i din Gmail ved at gå ind i dine "mailindstillinger", finde menupunktet tastaturgenveje og sætte kryds i feltet "slå tastaturgenveje til". 

Se flere smarte tastaturgenveje til Gmail her. 

8. Få Gmail til at svare på dine mails

Du bruger sikkert allerede automatiske svar på din mail, når du eksempelvis går på ferie. 

Men Gmail tilbyder en mere avanceret udgave af den funktion. Eksempelvis kan du have gemt en række standardsvar, som Gmail kun sender afsted, når du modtager mails fra specifikke personer eller modtager mails, hvor der indgår et særligt ord. Kun fantasien sætter grænser. 

Læs denne guide til, hvordan du indstiller auto-svar-funktionen i Gmail.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Alfapeople Nordic A/S
Rådgivning, implementering, udvikling og support af software og it-løsninger indenfor CRM og ERP.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Cyber Security Summit 2025: Her er truslerne – og sådan beskytter du dine kritiske data

Deltag og få værktøjer til at beskytte din virksomhed mod de nyeste cybertrusler med den rette viden og teknologi.

19. august 2025 | Læs mere


Cyber Security Summit 2025 i Jylland

Deltag og få værktøjer til at beskytte din virksomhed mod de nyeste cybertrusler med den rette viden og teknologi.

21. august 2025 | Læs mere


AI i det offentlige: Potentiale, erfaringer og krav

Hør erfaringerne med at anvende AI til at transformere og effektivisere processer i det offentlige – og med at sikre datakvalitet, governance og overholdelse af retningslinjer.

27. august 2025 | Læs mere