Videnskabsminister Helge Sander (V) vil i indeværende år se på behovet for uddannelse inden for IT-sikkerhed, herunder om der skal etableres en egentlig masteruddannelse i IT-sikkerhed.
Det sker efter, at virksomhederne Cisco, Microsoft, TDC, Computer Associates, Netdesign og Deloitte & Touche har efterlyst uddannelser, der kan give IT-ansvarlige et kvalificeret grundlag inden for sikkerhed.
Fra Videnskabsministeriet oplyses det, at en analyse af behovet for IT-sikkerhedskompetencer allerede er under udarbejdelse fra Rådet for IT-sikkerhed og snart ventes færdig.
Resultatet af denne undersøgelse vil blive offentliggjort ved en høring den 25. november i år. (rst)