Nomineret til Årets CIO 2025: Heidi Torm vil holde arkitekturen i LB Forsikring simpel - trækker på sine to akademiske modpoler

Årets CIO 2025: Som CIO i LB Forsikring gør Heidi Torm, hvad hun kan for at holde it-arkitekturen simpel i en sektor, som ellers kan være præget af kompleksitet på det felt. Kandidaten til titlen som Årets CIO 2025 trækker på en dobbelt-baggrund.

Artikel top billede

(Foto: PR-foto)

Heidi Torm formår at få to akademiske modpoler til at mødes og falde i hak: Den teknologiske og den humanistiske.

Hun er både kommunikationsuddannet og teknisk uddannet – med en baggrund som BA i dansk og journalistik kombineret med en master i it fra IT-Højskolen.

I sit daglige virke som Chief Information Officer (CIO) i LB Forsikring benytter hun sine kommunikative evner til at omsætte et komplekst fagligt sprog som it til forretningssprog.

Og omvendt, for begge kan jo være komplekse nok i sig selv, som hun påpeger i et interview med Computerworld i anledning af hendes nominering som kandidat til titlen som Årets CIO 2025.

Når man arbejder med it, er det ifølge hende på den ene side vigtigt at holde øje med, hvor den teknologiske udvikling går hen – men også med forretningsbenet: Hvor vil vi hen, og hvor er der konkurrenter at slå og markedsandele at vinde.

”At være it-leder handler om at kombinere de to discipliner. Jeg har altid været i det spændingsfelt og kan kommunikere på begge områder, så forretningen forstår, hvad it står med af valg,” siger Heidi Torm.

Hun tilføjer, at gode kommunikationsevner er et kæmpe plus, når man står en sen time i en kritisk situation med et kernesystem, som skal køres igennem. Eller når man skal foretage større ændringer i et ERP-system eller centrale infrastrukturer.

”Så lærer man, hvad der er vigtigt at fokusere på.”

En simpel it-arkitektur

Heidi Torm har været i LB Forsikring i to år. Da hun begyndte som CIO, havde man netop foretaget en standardisering og investeret i nogle nye platforme.

”Mit projekt har været at få rykket os i clouden og samtidig sikre, at vi fastholder en helt simpel arkitektur med en lav omkostningsbase. Mit projekt har også været at arbejde med, hvor vi vil hen forretningsmæssigt med de her it-investeringer.”

LB Forsikrings it-organisation har gang i nogle store kernesystem-opgraderinger og i en cloud-omlægning.

”Det har været mit projektmål at sørge for, at vi fortsætter rejsen mod få standardiserede systemer, så vi ikke – fordi en leverandør pludselig er god til at sælge sig ind – står med en kompleks it-arkitektur igen,” understreger hun.

Den finansielle sektor er nemlig ifølge Heidi Torm i høj grad kendetegnet ved en kompleks it-arkitektur og tårnhøje it-omkostninger. Derfor ser hun det som en opgave i sig selv at modvirke det.

Hvad skal det nye setup bruges til?

”Vi måtte vælge imellem, om vi skulle gå efter få ensartede produkter eller at have en bred pallette af produkttyper. Den afklaring brugte vi til at sige, at vi skulle have ét kernesystem, og vi jagter samme versioner af produkterne i dem. Vi vil ikke have fire kernesystemer med hver deres variant.”

Den største forskel

Forretningsstrategien i LB Forsikring går på at levere god service til medlemmerne. Forsikringsselskabet skal ifølge Heidi Torm ikke nødvendigvis tjene penge på dem eller skabe nye forretningsdomæner.

Det handler om at passe godt på de penge, som man bruger på at effektivisere, og det har smittet af på it-strategien.

”Jeg er gået ind i forretningsmodellen og dens DNA og har set på, hvad vi skal kunne, samt hvilke valg og fravalg, vi skal træffe ud fra det. Det er nok den største forskel, jeg har gjort – at lave den kobling,” siger hun.

Heidi Torm har for nylig fået ansvaret for forretningsinnovation i LB igennem forebyggelse og glæder sig til at arbejde også med det strategiske forretningsben.

Hvad gør du for at motivere dine ansatte?

”Jeg er ærlig om ikke at love mere, end vi er. Vi viser vores it-strategi frem. Så kan folk komme ind med åbne øjne og se formålet.”

Dertil arbejder it-organisationen med forløb udad i forhold til forsikringsselskabets leverandører. De har musklerne til at skabe inspiration og forløb for de LB-ansatte.

Et eksempel er AI, hvor man har haft en foredragsrække med, hvad der kommer af nyheder på feltet.

”Og så arbejder vi agilt. Det vil vi holde fast i, da det giver en god ramme for it-specialister i det daglige samarbejde og for koordinering mellem teams. Ellers kan det som it-specialist opleves, at man smides rundt på nye opgaver efter behov. Specialister skal have lov at sidde med relativt faste rammer, så de ikke føler, at de bliver rystet rundt,” siger Heidi Torm.

Her er listen med de tidligere års vindere af Årets CIO i Danmark

Læs om CIO'erne og deres arbejde herunder:

Annonce

Navnenyt fra it-Danmark

Allan Hougaard, der arbejder med softwareudvikling og -arkitektur hos Sparinvest, har pr. 30. juni 2026 fuldført uddannelsen Master i it, linjen i softwarekonstruktion på Aarhus Universitet via It-vest-samarbejdet. Færdiggjort uddannelse

Allan Hougaard

Sparinvest

Norriq Danmark A/S har pr. 1. juni 2026 ansat Ida Laursen som Junior Consultant. Hun skal især beskæftige sig med at understøtte vores konsulenter med praktiske og analytiske opgaver på diverse kundeprojekter. Hun kommer fra en stilling som Webassistent hos PWT Group A/S. Hun er uddannet bachelor i International Virksomhedskommunikation og er i gang med en kandidat i IT-ledelse. Hun har tidligere beskæftiget sig med kommunikation og webindhold. Nyt job

Ida Laursen

Norriq Danmark A/S

LCG har pr. 1. september 2026 ansat Thomas Wong, 47 år,  som Director of Cyber & Risk Advisory. Han skal især beskæftige sig med Ansvar for at udvikle LCG’s rådgivning inden for cybersikkerhed, cyberrisiko og GRC. Han kommer fra en stilling som VP of security hos Atea. Nyt job
IFS Danmark A/S har pr. 1. oktober 2026 ansat Annette Macsay Mostrup som Channel Manager Nordics. Annette skal især beskæftige sig med at udvikle og styrke IFS’ kanal- og forhandlerøkosystem i Norden. Annette kommer fra en stilling som Regional Partner Manager Nordics hos Keepit. Annette har tidligere beskæftiget sig med partnerudvikling og kanalstrategi i virksomheder som Citrix, VMware, Splunk og Zscaler. Nyt job

Annette Macsay Mostrup

IFS Danmark A/S