Hvor svært er det at afskære et helt land fra resten af internettet? Hos sikkerhedsfirmaet Renesys har man forsøgt at besvare dette spørgsmål. "Kunne det ske i dit land?" lyder overskriften på et blog-indlæg, hvor Renesys har kigget nærmere på antallet af internationale internet-forbindelser mellem landene.
I nogle lande er der kun et eller to selskaber, der har licens til at videreformidle telefoni og internet-trafik til resten af verden, og her er det meget let at afbryde forbindelsen til omverden. Det kræver typisk kun et par telefonopkald og et meget alvorligt toneleje.
Renesys har tegnet et verdenskort, hvor alle lande har fået en farvekode baseret på risikoen for at få afbrudt internet-forbindelsen til omverden. Det er baseret på en optælling af alle nationale udbydere i de enkelte lande, som transporterer trafikken på tværs af grænsen. Hvis der kun er et eller to selskaber med international forbindelser, så er risikoen størst.
"Du kan tænke på det som antallet af telefonopkald (eller juridiske skridt eller angreb mod infrastrukturen), der er nødvendige for at afkoble det nationale internet fra resten af det globale internet," skriver Renesys.
I lande som Syrien, Tunesien, Algeriet, Burma og Yemen er der kun et eller to selskaber med internationale licenser, og her er risikoen derfor meget høj. Der er 61 lande i denne kategori, men den tager ikke højde for de politiske forhold. Grønland er således også med i denne gruppe.
Så er der gruppen, hvor der er færre end 10 udbydere med forbindelse til omverden. Det er lande som Egypten, Iran og mange afrikanske nationer. I gruppen med lav risiko - her er der mellem 10 og 40 udbydere - ligger de baltiske lande, Kina, Indien, Israel og en del lande i Mellem- og Sydamerika.
Danmark ligger heldigvis i den "resistente" kategori, hvor der er 40 eller flere udbydere med international opkobling. Her skulle det være meget svært at afskære forbindelsen til udlandet.
Syrien forsvandt fra nettet
Renesys har tidligere analyseret, hvordan lande som Egypten og Syrien har lukket for både internet og mobilnet for at stoppe oprør og demonstrationer mod magthaverne.
Det menes at internettet havde en stor rolle i den tunesiske revolution, som i 2011 væltede regeringen og tvang landets præsident til at flygte ud af landet. De voldsomme demonstrationer i de tunesiske gader blev organiseret over Facebook og Twitter, som også blev brugt til at fortælle omverdenen om, hvad der skete i landet. Wikileaks-telegrammer afslørede korruptionen i regeringen.
I Tunesien forsøgte myndighederne i første omgang at blokere Facebook og Twitter, men senere valgte de en anden og mere snedig taktik, hvor internet-udbyderne blev tvunget til at installere software, som stjal brugernavne og kodeord. Det fik Facebook til at reagere omgående og aktivere HTTPS-kryptering for alle tunesiske brugere. En beskyttelse, som nu er udvidet til Facebook-brugere i hele verden.
Den egyptiske regering valgte i stedet at trække stikket til nettet under protesterne i januar 2011, som væltede Mubarak-styret. Et helt land med 80 millioner indbyggere forsvandt pludselig fra nettet. Det var, som om Egypten var holdt op med at eksistere. Sådan så det i hvert fald ud, når man kiggede på nettets routing-tabeller.
Torsdag i sidste uge skete noget lignende i Syrien. Landet forsvandt fra nettet. Renesys har forsøgt at analysere dette og konstaterer, at alle 84 syriske ip-adresseblokke pludselig er utilgængelige. Et par enkelte netværk overlevede for en kort stund, men de er nu også væk.
Det kan være et forsøg fra regeringen på at afbryde kommunikationen mellem sine modstandere og grupper i udlandet, eller det kan skyldes, at man vil gøre det sværere for resten af verden at følge med i, hvad der sker i Syrien.
