Artikel top billede

Så hundedyr bliver Windows XP-support lige om lidt

Prisen bliver rigtig høj, hvis du skal have sikret din Windows XP-maskine, inden supporten udløber i april. Læs her, hvorfor store danske virksomheder kæmper en kamp mod tiden.

Tirsdag den 8. april er det endegyldigt slut med Microsoft-support på det bedagede styresystem Windows XP, som efter 13 år på bagen og tre servicepakker ser ud til at være endegyldigt færdigt.

Som med meget andet i denne verden er det dog muligt at betale sig til mere.

Det kræver bare, at du er villig til at lægge omkring 1.200 support-kroner per maskine for en support-særaftale, hvilket er mere end dobbelt så dyrt i forhold til at købe en spritny Windows 8-licens.

Store virksomheder i knibe

Prisen fra Microsoft kan variere alt efter behov, størrelse og setup, og for omkring 200 dollar per maskine får du retten til et såkaldt hotfix. 

Hvis - eller rettere når - en it-kriminel så finder et hul i den usupporterede Windows XP efter den 8. april, kan du med hotfix-aftalen henvende dig til Microsoft eller en partner og lægge adskillige tusinder kroner oven i i din aftale for at få lappet hullet af Microsoft.

Det fortæller konsulentchef Jens Ole Andersen fra Microsoft-guldpartneren Atea, der som flere andre Microsoft-partnere sælger særaftalerne for Microsoft.

Endnu har han dog ikke solgt en eneste Windows XP-hotfix-aftale for Microsoft.

"Vi har dog fået nogle forespørgsler fra enterprise-virksomheder med mere end 2.000 ansatte," forklarer Jens Ole Andersen, som tilføjer, at det drejer sig både om private og offentlige virksomheder.

Derfor har de ikke skiftet

Jens Ole Andersen fra Atea ønsker ikke at nævne nogen navne på de virksomheder, der stadig ikke har skiftet fra Microsofts femtestørste operativsystem til Windows 8.

"De ønsker naturligvis ikke at skilte med, at de er uden beskyttelse fra den 8. april, hvor man kan forvente en offensiv fra hackerne," lyder forklaringen.

Årsagen til, at nogle store virksomheder stadig kører Windows XP, er ifølge Jens Ole Andersen, at Microsofts nu halvgamle styresystem eksempelvis er bundet op mod virksomhedens industri-robotter, alarmsystemer eller anden forældet hardware.

"Producenterne til den slags hardware kan have drejet nøglen om forlængst, og så er man tvunget til at blive på Windows XP med visse maskiner," siger konsulentchefen hos Atea.

Her lurer den helt store katastrofe

Når det bliver Patch tuesday i april, det vil sige dagen med de rutinemæssige opdateringer fra Windows-fabrikken Microsoft, kigger langt de fleste danske enterprise-virksomheder efter et nogenlunde fremtidssikret setup.

"Virksomhederne efterlyser typisk muligheder for at få flyttet alle medarbejdere over på Windows 8.1 og så lade de nødvendige Windows XP-installationer være afgrænset fra nettet eller pakket ind i applikationsvirtualisering," siger Jens Ole Andersen.

"Ingen - heller ikke Microsoft - er reelt interesseret i at fortsætte på Windows XP," lyder det.

Katastrofen lurer hos fru Hansen

Computerworld har talt med flere sikkerhedseksperter, der bekræfter, at der lige nu er en efterspørgsel på Windows XP-support fra meget store kunder med flere tusinde ansatte.

Vi kan dog ikke lokke konkrete kundenavne ud af sikkerhedsselskaberne og Microsoft-partnerne.

Efterspørgslen er kommet relativt sent og på trods af, at Windows XP's markedsandel ifølge FDIM kun ligger nede på omkring fem procent af alle internetsøgninger i Danmark.

Jens Ole Andersen fortæller, at der er en nedre grænse for, hvor små virksomheder Microsoft og partnerne ønsker at servicere med hotfix-aftaler og senere specielt udviklede lappeløsninger til Windows XP.

Derfor kan du i en virksomhed med 50 ansatte ikke bare forvente, at du kan købe til en hotfix-aftale.

Dermed er hr. og fru Hansen ude ved deres Windows XP totalt udsatte for hackerangreb om godt to måneders tid, når kalenderen viser 8. april.

"Hos private Windows XP-brugere kan det kun gå for langsomt med at få skiftet. Her lurer katastrofen simpelthen, hvis de går på netbank og taster password ind med en Windows XP-maskine," understreger Jens Ole Andersen.

Han fortæller, at for mange virksomheder bliver næste store hovedpine udskiftningen af Windows Server 2003, da supporten løber ud 14. juli 2015. 

Du kan læse mere om Windows XP-problematikken her:
Så mange bruger Windows XP - og får snart problemer

Microsoft udskyder dødsdag for vigtig sikkerhedsfunktion i XP




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Fellowmind Denmark II ApS
Salg, udvikling, implementering og servicering af software til ERP

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Strategisk IT-sikkerhedsdag 2022 - identificer, beskyt og forsvar

IT-sikkerhedstruslerne mod virksomhederne er i takt med tiden blevet større og værre, fordi virksomhederne er mere end nogensinde før afhængige af data og IT. Det stiller krav til de IT-ansvarlige, der konstant skal tage bestik af det skiftende trusselniveau. Det kræver blandt andet, at it-sikkerhed bliver sat på den strategiske dagsorden i virksomhederne – men hvordan?

25. januar 2022 | Læs mere


Hjemmearbejdets påvirkning på trivsel, helbred og arbejdsmiljø

Fremtidens arbejdsplads er hybrid, det er der ingen tvivl om. Men hvad fører det egentlig med sig? Og hvordan omstiller du og din arbejdsplads sig til det? Det kan du blive klogere på, på denne digitale konference.

02. februar 2022 | Læs mere


GDPR - persondatabeskyttelse i praksis

Håndteringen af persondata og GDPR er for længst blevet hverdag hos de danske organisationer, men derfor er det til stadighed vigtigt og altafgørende, at den løbende overholdelse af GDPR er på plads. Vær med og hør, hvordan du ved hjælp af processuelle greb, værktøjer og systemer kan sikre dette.

08. februar 2022 | Læs mere