Elektronikgiganten Sony og fastfoodkæden McDonalds er gået sammen om et fremstød for digital musik. Det skriver Reuters.
I løbet af sommeren vil franske, britiske og tyske burger-kunder kunne købe såkaldte Big Mac Meal Tracks, hvor der følger gratis musik fra Sonys nylancerede musiktjeneste Connect med burger, cola og pomfritter.
Mens Sonys intention er at skabe opmærksomhed om en tjeneste, der er startet sent på et stærkt konkurrencepræget marked, håbe McDonalds, der har set faldende salg verden over, at skabe mere loyalitet blandt sine kunder.
En lignende alliance findes mellem Pepsi og Apple omkring musikbutikken Itunes, som dog endnu ikke er lanceret i Europa. (rst)