Det er ikke nogen hemmelighed at Sony på nuværende tidspunkt sælger betydeligt flere konsoller end konkurrenten Microsoft.
Grundene er mange og inkluderer en forfærdelig rodet lancering af den amerikanske konsol, et avanceret kamera som ingen ønskede og manglen på et klokkeklart formål for konsollen som strækker sig længere end blot at appellere til det amerikanske marked.
Sådan har det dog ikke altid været. Det kan derfor undre, at den amerikanske gigant tilsyneladende har glemt, at det der blandt andet gjorde Microsofts tidligere konsol til så stor en succes, var en enorm investering i interne udviklingshold der dengang resulterede i de hits der skulle til for at sælge spillemaskiner til hele verden.
At det ikke forholder sig på samme måde hos Sony, er hollandske Guerilla Games et godt eksempel på.
På trods af ikke tidligere at have udviklet et eneste spil der var imponerende på andet end den tekniske front, er Sony blevet ved med finansielt at støtte firmaet, hvilket nu har resulteret i Horizon: Zero Dawn, der allerede har sat salgsrekorder og givetvis også har solgt en ekstra konsol eller to.
Automatgeværerne fra udviklerens tidligere Killzone-spil er skiftet ud med flitsbuer, slangebøsser og spyd, mens de frygtindgydende stormsoldater har måttet overlade deres roller til mere primitive stammesamfund og dinosaurer i alle størrelser - sådan da, for Horizon er nemlig ikke en rejse tilbage i tid, men snarere frem.
Cirka 1000 år ude i fremtiden har verden, som vi kender således gennemgået lidt af en forvandling, hvilket har resulteret i en næsten organisk race af robotter, der har valgt deres former og levevis efter et bredt udvalg af forskellige dinosaurer.
En forvandling er også overgået de resterende lommer af menneskestammer, der kæmper en daglig kamp for at holde styr på de sparsomme ressourcer, hitte rede i egne trosretninger og undgå en hurtig rejse til det hinsides ved møde med de fjendske robotter.
Baggrundsplottet er en smule vakkelvornt og smager til tider af b-films science-fiction, og det er endda allerede inden hovedpersonen Aloy, der med ofte svagt skreven dialog og til tider tvivlsomt skuespil, er blevet rigtig introduceret. Den slags har dog ikke afholdt udvikleren fra at gå til opgaven med et gåpåmod så imponerende, at man inden længe er villig til at glemme de fleste af skavankerne.
Efter at have brugt de første timer på at iscenesætte både omgivelserne og Aloy selv, slippes man således løs i en enorm verden hvor vilde "dyr" er en konstant trussel, hvor nye missioner venter om hvert hjørne, og hvor små historie-brødkrummer konstant åbner op for mere af både hovedpersonens, og dermed også verdenens baggrund.
Det hele er iklædt den tidstypiske, men velfungerende blanding af tredjespersons-aktion og lette rollespilselementer, og rent spilmæssigt virker det nærmest som om Guerilla Games under udviklingen har siddet med en tjekliste over, hvad en oplevelse af denne genre skal indeholde.
Man bliver derfor ikke overrasket over at skulle indsamle ressourcer der skal bruges til at "crafte" eller vedligeholde våbensortimentet, bevare helbredet eller åbne op for nye værktøjer der sikrer progressionen.
Ligeledes bliver man heller ikke overrasket over evnetræet, hvor man ved brugen af erfaringspoint får lov til at sætte sig eget præg på Aloy, hvad enten man ynder at snige sig frem eller blot ønsker at kunne sigte mere præcist med sin bue.
Den samme mangel på overraskelse gør sig også gældende i forhold til den åbne verden, der på trods af at være en af de smukkeste af sin slags, er fyldt med ordinære missioner som nærmest synes planket direkte fra andre lignende spil.
Variationer af opgaver hvor man bedes jagte en flok robot-dinosaurer, udrydde en flok særligt irriterende banditter eller følge en række knapt gemte spor, er således strøet gavmildt ud over den åbne verden.
Igen er det dog Guerilla Games vilje til at få det hele til at lykkedes der redder oplevelsen, og bredt sagt er Horizon: Zero Dawn langt mere fornøjelig, hvis man ikke forsøger at nyde dets enkelte komponenter, men i stedet er villig til at opleve det som en helhed - det er på sin vis den interaktive version af en Michael Bay film.
Og ret skal være ret, for har man først en gang ladet sig forblænde af Horizons bombastiske ydre og dets mange knapt så originale, men velfungerende herligheder, bliver man pokkers nemt fænget og har inden man ved af det, fulgt hele den 30 - 40 timer lange rutsjebanetur til ende.
Som teknisk bedrift er der ikke mange spil der kan nå Horizon: Zero Dawn til sokkeholderne, og hvad enten det er for at fremvise den nye fladskærm eller surround-system, er der få andre spil der så effektivt vil kunne sende vendekredsen i svime.
Hvis Guerilla Games havde været i stand til i højere grad at tilføje en smule originalitet til oplevelsen, havde det også betydet at man ikke havde siddet med følelsen af at have prøvet det meste af spillets aspekter før.
I så fald havde der heller ikke været den store tvivl om at der her var tale om en nyklassiker af de helt store. Det til trods, er Horizon: Zero Dawn en af den slags oplevelser som alle PlayStation 4 ejere med hang til aktion, bør smide i deres konsol mindst en gang.
Læs også: Anmeldelse af Mass Effect Andromeda: Kringlet start på stort opsat rum-opera
