Denne klumme er et debatindlæg og er alene udtryk for skribentens synspunkter.
Som CW kunne skrive 5. august, så har SKI netop annonceret vinderne på SKI 50.07 Kommunikationsudstyr og løsninger til en anslået værdi af små to milliarder kroner.
Det kan du læse mere om her: SKI er klar med vinderne af kæmpe-udbud: Disse ni leverandører skal levere kommunikationsløsninger for 1,7 milliarder til det offentlige
Stand-still perioden er netop overstået, og dermed er SKI nu nået til vejs ende i den næsten endeløse trilogi over sine formentlig tre største it-aftaler, som alle har været i udbud over de seneste par år (SKI 02.19 SaaS-Cloud, SKI 02.18 It-løsninger og projekter og nu SKI 50.07).
Det har været en sammenlagt rejse, der har været længere end Ringenes Herre-trilogien.
SKI har med disse tre udbud konkurrenceudsat for vel en 8-10 milliarder kroner i forventet kontraktværdier, så det er ikke helt ubetydelige udbud, det drejer sig om.
Med SKI 50.07-aftalen kan det offentlige indkøbe telefoniprodukter, netværksprodukter og it-sikkerhedsprodukter. Aftalen har været længe ventet, da den ikke blot er en ny udgave af SKI’s tidligere Kommunikationsudstyr og løsningsaftale (med SKI benævnelsen 02.07), men erstatter den nuværende aftale fra Moderniseringsstyrelsen for it-netværkskomponenter.
Aftalen er det, som SKI kalder en ”forpligtende aftale.”
Det betyder på almindeligt dansk, at SKI har været ude hos kommunerne og regionerne og spurgt, om de vil tilslutte sig aftalen, når den kommer. Og kun hvis man har sagt ”ja,” kan man bruge aftalen. 73 kommuner og fire regioner har tilsluttet sig aftalen.
Da den kommende aftale 50.07 Kommunikationsprodukter og -løsninger som nævnt erstatter den nuværende aftale fra Moderniseringsstyrelsen for it- netværkskomponenter, vil staten være forpligtet til at anvende den kommende aftale fra 1. januar 2020.
Endelig vil en række øvrige offentlige kunder - herunder universiteter og forsyningsselskaber - have mulighed for at anvende aftalen frivilligt uden forudgående tilslutning. Det betyder, at de kan bruge aftalen som en almindelig frivillig SKI-aftale.
Tæt på en 'vind eller forsvind'
Aftalen er derfor tæt på en ”vind eller forsvind”-aftale for leverandører af produkter inden for aftalens sortiment, som ønsker at sælge til det offentlige.
Det er i hvert fald betydeligt sjovere at være på aftalen end at stå udenfor, hvis man har en strategi om at afsætte til det offentlige.
Og der er god grund til at forvente, at de udvalgte leverandører alle vil forøge deres omsætning til det offentlige, endda markant, over de næste fire år, som rammeaftalen må forventes at leve i.
Udbuddet har været hurtigt set i forhold til de to tidligere rejser for henholdsvis SKI 02.18 og SKI 02.19, idet man 2. november 2018 annoncerede udbudsbekendtgørelsen, som et begrænset udbud, det vil sige et udbud med prækvalifikation, og allerede cirka et halvt år efter havde endelig tilbudsfrist.
Nu - kun cirka ni måneder senere - står vi så med de sandsynligvis glade vindere, så processen må siges at have været forholdsvis snorlige set i forhold til SKI’s historik med større forsinkelser og annullerede udbud.
Det må sådan set siges at være godkendt.
Tre paralelle delaftaler
Aftalen består af tre parallelle delaftaler, hvor der på hver delaftale blev prækvalificeret otte tilbudsgivere og tildelt til fem tilbudsgivere per delaftale.
Hvordan har man så udvalgt leverandørerne?
Hvis vi begynder med at kigge på tildelingskriteriet, så var det bedste forhold mellem pris og kvalitet baseret på 50 procent pris og 50 procent sortiment.
Det lyder jo sådan set meget fornuftigt, da aftalen jo som udgangspunkt traditionelt har omhandlet fysiske produkter, som for eksempel en netværksswitch eller en router.
Kigger man nu ned i underkriterierne, altså de kriterier som henholdsvis pris og sortiment er baseret på, kan man måske begynde at undre sig over, hvorfor SKI har valgt at evaluere, som det har været tilfældet.
For at få optimale evalueringspoint for ”sortiment” skulle man nå et vis antal produkter inden for en given gruppe af en given type af produkter, som for eksempel 30 produkter.
Som markedet er strikket sammen i dag, må man antage, at de fleste af tilbudsgiverne vil kunne opnå meget tæt på maksimum point på dette kriterium, simpelthen ved at fylde produkter på, op til det antal, der giver maksimum point.
Hvorfor denne måde at evaluere sortiment på, kunne man spørge? Hvad var formålet med det egentlig?
Prisen bestod af en række ”varekurve” af produkter inden for samme type. Det er det, som SKI kalder ”Underproduktgrupper”.
Der blev derefter givet point for Underproduktgruppen på baggrund af et gennemsnit af de tilbudte produkter.
Ikke særligt hensigtsmæssigt
Er det hensigtsmæssigt, kan man spørge sig selv? Det vil jeg mene, at det ikke er.
Kravspecifikationen for en given underproduktgruppe er i mange tilfælde så ”vag,” at man kunne proppe alt lige fra dyre mærkevareprodukter til billige kopiprodukter på.
Den nærliggende fare ved modellen er således, at SKI får et sortiment af få gode produkter samt en masse billigt skrammel, i det det jo er gennemsnitsprisen af de givne Underproduktgruppe, der lægger til grund for pris-evalueringen.
Et andet aspekt er, at SKI tilsyneladende ikke ved, hvordan markedet i dag agerer.
I ”gamle dage” var SKI 02.07 som SKI 50.07 jo er afløseren for, nærmest kun en produktaftale, hvor kunden købte en fysisk dims og dertil måske en serviceaftale.
I dag sælges en række produkter, som servicer lidt på samme måde, som at mange biler i dag leases fremfor at sælges.
Hvis man ser på SKI’s måde at udarbejde tilbudslister på, var de absolut ikke velegnede hertil.
De tog udgangspunkt i, at kunden købte et produkt til evig eje, som man jo i udgangspunktet gør, når man køber et fysisk produkt.
Men det bliver i sagens natur mere problematisk at kræve, at kunden får det til evig eje, når det drejer sig om en service.
Hvordan blev aftalen så?
Ja, nu har vi jo ikke set sortimentet endnu, men frygten kan være, at det er blevet snævret så meget ind, at der kun er ganske få reelle produkter at vælge imellem, som har den kvalitet, som det offentlige efterspørger indenfor et givent sortimentsområde, som for eksempel netværkskomponenter, samt en masse billig skrammel eller ”fylde op produkter”.
Med hensyn til den fremtidige anvendelse af aftalen er der mange gode aspekter.
Ligesom den afgående SKI 02.07 er der direkte tildelingsmulighed op til nogle givne beløbsgrænser, samt en række forskellige muligheder for miniudbud alt afhængig af, om den offentlige kunde for eksempel ønsker at købe en løsning, hvor leverandøren er ansvarlig eller omvendt selv har løsningsansvaret og blot ønsker at købe spidskompetencer ind osv.
Hvis man ser leverandørfeltet, kan man se, at det er tre af ”de store”, der er med på alle tre delaftaler.
Dermed er ni pladser ud af 15 taget.
De sidste i alt seks pladser er taget af, i dette her spil, seks mindre spillere, heraf de fleste konsortier.
Udbudsmaterialet så i udgangspunktet ikke så voldsomt ud, set i forhold til andre SKI-udbud.
Men når man begyndte at grave i det, så man, at der var flere lag at tage højde for.
Alene det at holde styr på de omkring 250 spørgsmål/svar, der kom i processen, hvoraf adskillige havde virkelig stor indflydelse på tilbudsgivernes tilbud, gjorde kompleksiteten ganske stor.
Dermed har SKI endnu engang bevist, at man skal enten være meget stor, og have hele apparatet til at byde ind på udbuddet, eller man skal være yderst specialiseret, og gå 100 procent helhjertet ind for indsatsen – med andre ord tage en for en mindre virksomhed ganske stor investering i form af timer til udarbejdelse af tilbuddet.
Klummer er læsernes platform på Computerworld til at fortælle de bedste historier, og samtidig er det vores meget populære og meget læste forum for videndeling.
Har du en god historie eller har du specialviden, som du synes trænger til at blive delt?
Læs vores klumme-guidelines og send os din tekst, så kontakter vi dig - måske bliver du en del af vores hurtigt voksende korps af klummeskribenter.
