Artikel top billede

(Foto: Dan Jensen)

Sådan kommer du godt i gang med AI: Her er mine gode råd (og de virker)

Klumme: Vær uambitiøs første gang du arbejder med AI. Det er en klassisk fejl, at man kaster sig over en ny teknologi med alt for store og ambitiøse mål. Begyndt småt og med en nice-to-have løsning. Så gør det ikke noget, at løsningen ikke er helt perfekt.

Denne klumme er et debatindlæg og er alene udtryk for skribenternes synspunkter.

Jeg hørte for nylig denne indvending imod at arbejde med kunstig intelligens (AI): “Vi har forsøgt med AI, men det er ikke en moden teknologi”.

Jeg er sikker på, at det ikke kun er AI-folk som mig, der hører den slags.

Marketing-folket hører nok også: “Det der Facebook-annoncering har vi prøvet. Det virker ikke”.

På trods af at det nok er en meget normal tendens, synes jeg, at det er ret interessant. For AI er ikke bare moden; det er en nærmest overmoden frugt, der hænger og venter på at blive plukket.

Plukker du ikke selv AI-frugten, giver den før eller siden slip og dumper ned i hovedet på dig. Eller sagt uden metafor – AI sniger sig ind i alle dine it-systemer lige nu, uanset om du vil det eller ej. Så AI’ens modenhed er ret indiskutabel.

Måske mangler organisationen modenhed?

Så hvorfor møder jeg så ledere, der ellers er dygtige, men som fortæller, at AI ikke er en moden teknologi?

Jo, det skyldes efter min erfaring simpelthen, at organisationen endnu ikke er moden eller har erfaring i at arbejde med AI.

Når folk går i gang med AI, griber de fleste det an som et klassisk it-projekt, og det er den absolut letteste måde at få en dårlig oplevelse på. For AI er anderledes.

AI er en eksperimentel teknologi forstået på den måde, at inden du starter et AI-projekt, ved du ikke, præcis hvad du skal bruge af data, hvordan problemet skal løses, og hvilket produkt du vil stå i hånden med til sidst.

Når man arbejder eksperimentelt, er det vigtigt at acceptere, at en del af processen er at tage noget hårdt arbejde og gladeligt smide det i skraldespanden.

For den eksperimentelle vej til et godt produkt går gennem en masse blindgyder, hvor man hver gang må vende om og gå en anden vej. Uanset hvor langt man er nået. Jeg er glad for, at Edison forstod eksperimentel udvikling og ikke kaldte elektrisk lys for en umoden teknologi efter sit første forsøg med en glødepære.

Så for at hjælpe lederne lidt på vej med AI, har jeg her et par gode råd til at komme i gang:

Vær uambitiøs første gang du arbejder med AI: Det er en klassisk fejl, at man kaster sig over en ny teknologi med alt for store og ambitiøse mål. Indtil man er godt inde i en teknologi, er det ikke en god idé at slå for store brød op. Så start småt og med en nice-to-have løsning. Så gør det ikke noget, at løsningen ikke er helt perfekt.

Vælg de rigtige projekter: En af de sværeste ting er finde de rigtige udfordringer at løse med AI.

Jeg oplever ofte, at AI enten ender i opportunistisk fri leg eller i ledelsesbestemte projekter.

Tricket til at finde de rigtige projekter at arbejde med er at give de medarbejdere, der sidder med konkrete udfordringer i hverdagen, en basal forståelse for AI.

Når først de forstår, hvad AI kan, så vælter idéerne ud. Ledelsen kan dernæst sortere i idéerne, så de følger virksomhedens strategi. Begynder idéerne til AI i ledelsen, bliver projektet typisk valgt uden den domæneviden, som er essentiel for gode AI-projekter.

Vær klar på dit mål fra begyndelsen, når du arbejder med AI.

Det kan lyde mærkeligt, men når det gælder AI, er man meget sjældent så klar på sine mål, som man tror.

Lad os sige, at du vil træne en AI til at læse og sortere i virksomhedens indkomne mails og automatisk sende dem videre til de relevante afdelinger.

I lette tilfælde skal AI’en også svare på mails direkte. Det er en ret typisk AI-løsning. Her erstatter man et menneskes arbejdsopgaver og begår en fejl, jeg har set utallige gange: Man opstiller et mål a la: “AI’en skal bare gøre, som receptionisten plejede at gøre”.

Men her skal man altså være mere specifik. For hvor god er receptionisten egentlig til at svare og fordele mails? Her skal man lave sit forarbejde.

Så nu skal AI-frugten bare plukkes og tilberedes på den rigtige måde. Dermed bliver det en god oplevelse for alle.

Klummer er læsernes platform på Computerworld til at fortælle de bedste historier, og samtidig er det vores meget populære og meget læste forum for videndeling.

Har du en god historie eller har du specialviden, som du synes trænger til at blive delt?

Læs vores klumme-guidelines og send os din tekst, så kontakter vi dig - måske bliver du en del af vores hurtigt voksende korps af klummeskribenter.