Artikel top billede

Med masser af udforskning, action og endda en smule rollespil, formår Assassin’s Creed Valhalla bedre end tidligere kapitler i serien, at kombinere de mange komponenter på stærk vis. Et af de stærkeste bud på et køb til den nye Xbox, hvis man ønsker timevis af underholdning.
Foto: Ubisoft.

Spil-anmeldelser: Fem af de bedste til Xbox Series X|S

De eksklusive udgivelser til Microsofts nye konsol mangler stadig, men derfor er der alligevel masser af hits at finde på den nye platform.

Assassin's Creed Valhalla

Ubisofts populære Assassin’s Creed-serie har efterhånden været vidt omkring tematisk, ligesom udvikleren bag også flere gange har forsøgt at forny selve spilmekanikkerne med varierende succes. Med Origins og Odyssey blev der dog ramt plet, hvilket ikke mindst skyldtes at der i højere grad blev kigget på andre populære spil i genren, samt implementeret rollespilselementer som gav det hele mere dybde.

Valhalla fortsætter rollespilsudviklingen og trods at det tematisk denne gang er vikingetiden der står for skud, er der blevet arbejdet endnu hårdere på at spilleren selv kan sætte sit aftryk på hovedpersonen. Erfaringspoint kan investeret i et evnetræ og herfra er det muligt yderligere at udpensle sin egen spillestil.

Hovedpersonen hedder Eivor, og trods at det meget hurtigt kommer til at stå klart at udviklerens portrættering af vikingetiden har mere med Hollywood end virkeligheden at gøre, bliver man sjældent træt af ham eller hende (man kan selv vælge kønnet), hvilket er et plus i et spil der strækker sig så langt.

Har man tidligere givet sig i kast med serien, vil det hele virke velkendt men stadig vældigt underholdende når man plyndrer byer, opbygger ens egen klan, nedlægger særligt stærke fjender og finder værdifuldt udstyr med særligt potente bonusser.

Samtidigt er Assassin’s Creed Valhalla virkelig flot fra tiden til anden, mens billedhastigheden på Xbox Series X generelt er uden de store problemer, hvilket ellers sjældent har kunnet siges for seriens udgivelser på konsol. Savner man et underholdende og solidt actioneventyr til sin nye Xbox, findes der på nuværende tidspunkt få bud stærkere end Ubisofts nyeste actionbrag.

Tetris Effect: Connected

Da Nintendo lancerede den oprindelige Gameboy, var det hverken Mario eller Zelda der i første omgang overbeviste spillere over hele verden om hvor de burde anskaffe sig den transportable spillemaskine – den ære tilfaldt i stedet for Alexey Pajitnov klassiker Tetris.

Det er tvivlsomt at Tetris Effect: Connected kommer til at gøre det samme for de nye Xbox-konsoller, men det vil i så fald ikke være grundet manglende kvalitet. Som titlen antyder er der tale om en videreudvikling af det fabelagtige Tetris Effect der udkom tilbage i 2018, hvor tilføjelsen af Connected denne gang betyder at det hele har fået tilføjet multiplayer-komponenter.

Fem nye spilmuligheder kan deles med vennerne, og trods at de alle er sjove, er det de mest eksperimenterede af slagsen der også skaber største glæde. At kombinere bunker af Tetriminoes og arbejde sammen for at eliminere de mange rækker, er virkelig kaotisk, sjovt og et frisk pust for serien.

Andetsteds bliver man budt på den samme fantastiske indpakning som sidst, hvor hver bane har sine egne spilleregler, samt temaer i form af musik og visuelle omgivelser. Ikke kun er her derfor tale om en pokkers fængede oplevelse, men samtidigt også en som visuelt og audiovisuelt vil sætte sig fast selv når du har slukket for konsollen.

Watch Dogs: Legion

For de der tidligere har givet sig i kast med Watch Dogs-serien, vil det ikke lyde voldsomt overraskende at det nyeste spil i serien igen fortæller om en uhyggelig fremtid, hvor gigantiske firmaer har overtaget rollen som ordensmagter og total-overvågning er hverdagskost.

Det vil heller ikke komme som en overraskelse at det hele igen er bygget op med en åben verden, samt frihed til at tilgå langt de fleste af missionerne i eget tempo og ofte også med egen kreativitet i forhold til hvordan de kan løses.

Det vil dog forhåbentligt overraske positivt at Legion er det mest velfungerende spil i serien til dato, fordi der denne gang er kommet langt bedre styr på alle de basale elementer, samtidigt med at de nye tiltag giver større frihed end tidligere.

Som en del af en gruppe modstandsfolk, der naturligvis er blevet givet skylden for noget de ikke har gjort, er det denne gang blevet muligt at rekruttere stort set alle de civilister man møder på sin vej. Fordi de alle besidder forskellige evner, er det derfor hele tiden muligt at løse missionerne på forskellige vis, og det giver nogle virkelig underholdende situationer hvor man på det nærmeste føler at man er i stand til at improvisere ud over hvad udvikleren havde i tankerne da de skruede det hele sammen.

Watch Dogs: Legion er også et af de første spil på Xbox-konsollerne der gør effektiv brug af konsollers Ray tracing muligheder, hvilket resulterer i nogle virkelig lækre grafiske effekter der lader den nye hardware spille lidt med musklerne. Kombinationen af overbevisende teknik og den til dato mest solide version af series formular, gør at Legion også er seriens bedste kapitel hidtil.

Ori and the Will of the Wisps

Da det blev udgivet tidligere på året, roste vi her på siden Ori and the Will of the Wisps til skyerne og kaldte det et af årets bedste spil – det står vi stadig ved.

Det fabelagtige eventyr overbeviste på alle kanter og leder, og uanset om det var grundet dets stærke banedesign, skarpe kontrol eller helt utrolige grafik og lyd, var der ikke noget at sætte en finger på. Ikke desto mindre har udvikleren nu opdateret det hele til de nye Xbox-konsoller, så det fungerer endnu bedre end sidst.

Spiller man på Series S kan man således nu vælge at spille med en opløsning på 1080p (med HDR) med 120 billeder i sekundet, eller i 4K-opløsning med 60 billeder i sekundet. På Series X er der skruet endnu mere op for ambitionerne, og her er det muligt enten at spille i 4K-opløsning med 120 billeder i sekundet eller i 6K-opløsning som efterfølgende bliver skaleret ned til 4K (supersampling) med 60 billeder i sekundet.

Uanset hvilken platform eller kombination af opløsning og billedhastighed som man vælger at nyde det hele med, har eventyret sjældent set bedre ud eller føltes bedre at spille, og det siger ikke så lidt når det var svært ikke at blive blæst bagover af begge dele i den oprindelige udgivelse.

Ori and the Will of the Wisps er et af de eventyr man ganske simpelt ikke må snyde sig selv for at prøve, og det betyder at de nye, opdaterede versioner til Xbox Series X|S er noget nær essentielle oplevelser hvis man har investeret i en af konsollerne.

Game Pass

I vores tidligere beskrivelser af de nye Xbox-konsoller fortalte vi at Microsofts spilservice, Game Pass, ville være en vigtig del af dem begge. For cirka 99kr i måneden får man således adgang til et stort og diverst bibliotek af forskellige spil, der ikke mindst også inkluderer Microsofts egne storsatsninger som Gears of War og Forza-serien.

Siden da er grundende til at smide pengene efter Game Pass kun blevet flere, og senest har EA tilføjet en enorm mængde af deres spil, hvilket betyder at FIFA20, Battlefield V, Need for Speed Heat, Star Wars Jedi: Fallen Order og mange flere, nu også er tilgængelige for det månedlige beløb.

Tetris Effect: Connected og Ori and the Will of the Wisps som er nævnt andetsteds her i teksten, findes også på Game Pass, og det er svært at komme uden om at Microsoft ikke kun har skruet et af de bedste tilbud sammen for gamere generelt, men også har skabt en service der på det nærmeste er essentiel hvis man har brugt penge på en af de nye Xbox-konsoller.

Læs også: Test: Xbox Series X er Microsofts bedste konsol til dato