Af Aksel Brinck, Alt om Data
Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.
Med en vejledende pris på 5499 kr. er Roomba i3+ den hidtil billigste robotstøvsuger fra iRobot med CleanBase, den eksterne støvbeholder, som ellers følger med de dyrere modeller Roomba i7+ og Roomba s9+.
Med Clean Base tømmes robottens støvbeholder automatisk, når den er fyldt op. Man behøver ikke tænke på at tømme robottens beholder i flere måneder ad gangen. Man skal heller ikke bekymre sig om, hvorvidt robotten ikke får afsluttet rengøringen grundet fuld støvbeholder.
Roomba i3+ tømmer automatisk op til 60 dages skidt og snavs i Clean Base, der også fungerer som robottens ladestation. Det opsamlede snavs ender i en lukket AllergenLock-pose, som ifølge iRobot består af et firlags allergenblokerende materiale, og som fanger 99 procent af pollen og skimmel.
Højere sugestyrke
Roomba i3+ er ydermere udstyret med et High Efficiency-filter, der fanger 99 procent af pollen, skimmel, støvmider samt katte- og hundeallergener, forklarer iRobot.
Robottens 3-trins rengøringssystem består af Dual Multi-Surface gummibørster, som arbejder sammen for at sikre en effektiv rengøring, en specieldesignet sidebørste til rengøring langs lister og i hjørner samt 10 gange højere sugestyrke sammenlignet med Roomba 600-serien.
Ved hjælp af robottens særlige Dirt Detect-teknologi ved Roomba i3+, hvor der er ekstra snavset og sørger her for en ekstra grundig rengøring, forklares det.
Styr robotten med din stemme
Roomba i3+ har fået et nyt design med en slidstærk, vævet struktur, der minimerer fingeraftryk og samler mindre støv. Lysringen lyser kun for at kommunikere nødvendig robotadfærd og -beskeder, mens robotten rengør. Herved påberåber den sig ingen unødig opmærksomhed, oplyser iRobot.
Den indbyggede kunstige intelligens samt forståelse for hjemmet skulle give Roomba i3+ mulighed for at lære ejerens rengøringspræferencer at kende. Roomba i3+ vil tilbyde personlige forslag via iRobot Home-appen, for eksempel anbefalede rengøringsplaner baseret på tidligere rengøringsopgaver samt nyttige rengøringsforslag i pollensæson, og når kæledyr fælder meget.

Uanset om man er på farten, på arbejde eller ude at gå en tur, kan iRobot Home-appen modtage påmindelser fra smart home-enheder, som for eksempel August Wi-Fi Smart Lock, så den ved, hvornår du er væk, og derfor kan påbegynde rengøringen.
Med hjælp fra Google Assistant eller Alexa-aktiverede enheder kan man styre Roomba i3+ med stemmen.
Roomba i3+ er ydermere udstyret med Imprint Link-teknologi, hvilket betyder, at den kan samarbejde med Braava jet m6 om at igangsætte gulvmopning efter endt støvsugning.
Den nye robotstøvsuger fås også i en version uden CleanBase, og så falder prisen til 3499 kroner.
Begge nyheder er på markedet i slutningen af marts.