Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data
Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.
ID.4 er Volkswagens første 100 procent elektriske SUV. Den byder på lang rækkevidde, god trækkraft og pæn plads i kabinen. Den kommer til Danmark i slutningen af året, og priserne er netop offentliggjort
ID.3 er netop lanceret i Danmark, men inden året er omme, når vi også at sige hej til ID.4, som er en betydeligt større bil. Det er den første fuldt elektriske SUV fra Volkswagen
Den er bygget på MEB-elbilsplatformen, der giver mulighed for at pakke bilens batteri og elektriske drivlinje på en måde, der giver stor rummelighed i forhold til bilens ydre mål. Med 2,77 m er kabinen lige så rummelig som i en konventionel SUV fra klassen over.
Interiøret i ID.4 er designet efter et Open Space-koncept med panoramaglastaget (standard på ID.4 1 st Max), som næsten strækker sig i hele tagets længde og sender masser af lys ind i bilen, og en fleksibelt indrettet midterkonsol, der ikke er forbundet med instrumentpanelet.
Bagagerummet rummer 543 liter og kan, ved at lægge bagsæderyglænet ned, udvides til 1.575 liter. ID.4 1 st Max er udstyret med en elektrisk betjent bagklap, der har ”Easy Open & Close”-funktion og åbner ved hjælp af en fodbevægelse.
Når det gælder bilens lys, er ID.4 udstyret med de nyeste teknologier blandt de interaktive IQ.Light-LED-Matrix-forlygter (standard på ID.4 1ST Max), som byder føreren velkommen med et venligt sving af lygternes projektormoduler, når bilen låses op. LED-Matrix-forlygterne regulerer og optimerer konstant det permanente fjernlys, så vejbanen foran bilen er optimalt oplyst uden at blænde andre trafikanter.
3D-LED-baglygterne (ligeledes standard på ID.4 1ST Max) indeholder dynamisk blinklys, der løber indefra og udad, og lyset fra 3D-LED’erne giver et homogent og tredimensionelt lys. Stoplyset lyser i form af et ”X”. Lygterne afgiver lys i dynamiske funktioner som velkomst og afsked til føreren, og kunden kan vælge mellem to forskellige typer design.
Nyt betjeningskoncept
ID.4 er udstyret med et med instrumentbord uden fysiske knapper og kontakter. Føreren ser de vigtigste informationer på et kompakt display monteret på ratstammen, der betjenes via multifunktionsrattet. På højre side af displayet sidder der en stor vippekontakt, som bruges til valg af gear. I midten af instrumentbordet sidder en stor touchskærm til navigation, telefoni, medier, assistentsystemer og setup af bilen. I ID.4 1 st måler touchskærmen 10”, mens den er på 12” i ID.4 1 st Max. Udvalgte funktioner kan også aktiveres via stemmebetjening ”Hej ID.”, som forstår mange almindelige formuleringer fra dagligdagen, når bilen er online.
To displayteknologier supplerer betjeningskonceptet. Det standardmonterede ID.Light, der ligger som et smalt bånd under forruden, lyser i mange situationer, fx når man skal dreje, eller når man bremser, og hjælper på den måde føreren med letforståelige lyseffekter. Augmented reality-head-up-displayet (standard i ID.4 1 st Max) projicerer navigationspile og andre visninger op på forruden på en måde, så de flyder sammen med det, som du ser ude foran bilen.
ID.4 1ST og ID.4 1ST Max er begge udstyret med navigationssystemet Discover Pro, der sammen med den forudseende adaptive fartpilot optimerer kørslen langs ruten. Trådløs App Connect giver mulighed for mediestreaming via en smartphone, og føreren og passagererne kan integrere deres mobiltelefoner via Android Auto, Apple CarPlay og MirrorLink. Telefoninterfacet Comfort kobler smartphonen op med bilens elektronik (standard i ID.4 1 st Max).
Der hører også en app til bilen. We Connect Start kobler bilen op med ejerens smartphone og den trafikale infrastruktur. Pakken omfatter for det første navigationstjenesterne – dertil hører aktuelle data om trafikflowet og en visning af ladestationer i nærheden, også med liveinformationer. Derudover er de bilrelaterede tjenester inkluderet. ID.4-kunder kan styre opladningen og klimareguleringen via den gratis We Connect ID.-app på en smartphone og også få informationer om batteriets ladetilstand og bilens rækkevidde. Parkeringsklimareguleringen fungerer også, når bilen ikke lader op via elnettet.
ID.4 er udstyret med en række IQ.Drive-assistentsystemer såsom parkeringsassistent, der også har en automatisk manøvrebremsefunktion. Derudover er ID.4 1st-modellerne som standard udstyret med vognbaneassistenten Lane Assist, nødbremseassistenten Front Assist inklusive drejebremsefunktion og undvigehjælp samt den forudseende, adaptive fartpilot med stop & go-funktion samt hastighedsbegrænser. Den adaptive fartpilot regulerer automatisk hastigheden ud fra navigationsdata og vejskilte og sætter fx hastigheden ned før sving, rundkørsler, skilte med hastighedsgrænser og bymæssig bebyggelse. ID.4 er også standardudstyret med en Eco Assistent, der gør føreren opmærksom på, hvornår det ville være fornuftigt at fjerne foden fra den højre pedal og på den måde optimere regenerering af strøm.
I ID.4 1st Max er der endnu flere assistentsystemer: Travel Assist regulerer afstanden til den forankørende og holder desuden bilen i midten af vognbanen. For at opretholde denne funktion skal føreren blot let berøre det kapacitive rat. Side Assist advarer mod et kritisk vognbaneskift, og Emergency Assist bremser ID.4 ned til stilstand, hvis føreren ikke længere selv er i stand til det.
Lille men stærk elmotor
Umiddelbart foran bagakslen på ID.4 ligger der en kompakt PSM-elmotor, der driver baghjulene via en 1-trins gearkasse. I de to ID.4 1 st-modeller yder den 204 hk (150 kW), og et drejningsmoment på 310 Nm er til rådighed lige fra det øjeblik, der trædes på speederen. Sprinten fra 0 til 100 km/t. klares på 8,5 sek., og tophastigheden er begrænset til 160 km/t. I 2021 kommer der en topmodel med endnu højere ydelse og firehjulstræk..
Med anhængertrækket (ekstraudstyr) kan den eldrevne SUV trække anhængere på op til 1.000 kg (med bremser ved 12 % stigning).
Stort batteri
ID.4 1 st-modellerne er udstyret med et 77 kWh-batteri (netto), der giver en brugbar rækkevidde på op til 520 km. Volkswagen garanterer, at batteriet efter 8 år eller 160.000 kørte km stadig har mindst 70 % af sin oprindelige kapacitet tilbage.
Den effektfulde rekuperation er en vigtig faktor for den store rækkevidde i ID.4 1 st. Med gearvælgeren kan føreren vælge, om bilen skal genindvinde energi, når speederen slippes. I gearvælgerposition B (brake) omdannes elmotoren til en generator, som sender energi tilbage til batteriet. Ved mange lette opbremsninger under kørsel i dagligdagen overtager elmotoren nedbremsningen alene, og først ved kraftigere opbremsninger aktiveres de hydrauliske hjulbremser også.
Ved en DC-lynoplader, fx fra Ionity, kan ID.4 oplade ved 125 kW. Det giver 320 km på 30 minutter. Ved offentlige ladestandere kan ID.4 lade med Mode 3-kablet, og via We Charge er der adgang til et af de største netværk i Europa med over 150.000 offentlige ladepunkter. Ét enkelt kort giver adgang.
Den officielle lancering af ID.4 sker i starten af 2021. Et begrænset antal ID.4 forventes omkring årsskiftet til Danmark med priser fra 399.995 kr. for en ID.4 1ST og 489.996 kr. for en ID.4 1ST Max (priser gældende til den 31/12 2020).
Tekniske data for ID.4
| ID.4 1ST og ID.4 1ST Max | |
| Maks. ydelse | 150 kW/204 hk |
| Maks. drejningsmoment | 310 Nm |
| Gearkasse | 1-trins gearkasse |
| Vmax | 160 km/t. |
| 0-100 km/t. | 8,5 sek. |
| Nettoenergi i batteriet | 77 kWh |
| Rækkevidde (kunderelevant) | Op til 520 km |
| Længde | 4.584 mm |
| Bredde | 1.852 mm |
| Højde | 1.612 mm |
| Akselafstand | 2.766 mm |
| Luftmodstandsværdi | cw 0,28 |
| Bagagerumsvolumen | 543 l |



