Denne klumme er et debatindlæg og er alene udtryk for forfatterens synspunkter.
Polen er et herligt land at rejse i. Vi havde en god ferieuge og nåede både Tatra-bjergene, Østersø-kysten og Krakow.
Men det var med bange anelser, flakkende øjne og svedige håndflader, at vi satsede hele vores roadtrip på, at laderne ville være til at finde i Polen.
Hvis du stadig har fordomme om et gråt og trist Polen fra tiden bag jerntæppet, så er det på tide at komme afsted, for Polen er ikke sådan længere. Og de 2.000 kørte km i Polen var en fornøjelse for os, og vi fandt den strøm, vi skulle bruge undervejs.
Fra diesel til el
Indrømmet. Jeg var selv meget i tvivl om, hvorvidt det var en god ide at rejse med kone og søn ind i Polen i elbil.
Overgangen fra Tyskland til Polen er ret markant, fordi Tesla’s superchargere stort set holder op ved grænsen, og så er man på vej ud i det mere uvisse.
Jeg tog springet fra en elsket (men diesel-svinende) klassisk Mercedes til elbil for ganske nylig. Ikke helt af lyst, men mere af pligtfølelse over for bæredygtighed og klima (og så en skelen til convenience og vedligeholdelsesomkostninger).
Og udover rækkevidden på fuld tank (laangt) og fuldt batteri (350 km), så er forskellen, at selve drivmidlet nu er proprietært.
I en dieselhakker kan jeg jo godt have et kundekort til Shell og alligevel køre ind hos CircleK. Men det kan jeg (endnu?) ikke i elbil.
I Polen nåede jeg op på at teste fire-fem apps og bruge tre for at have adgang til ladestandere rundt om i landet.
Early days for elbiler
Det er altså et manglende digitalt medlemskab – ofte med en startpræmie for overhovedet at være logget ind – der kan betyde, at du løber flad på bilens batteri.
I teorien kan du passere tæt forbi et antal ladestandere for at nå frem til en, hvor du har bestukket den digitale vagthund med nogle Zloty og derfor kan få lov at lade.
Og igen: Nu ikke noget med at pege fingre af Polen, for sådan er det vel også herhjemme? Her har Tesla sine superchargere, og øvrige udbydere er også forholdvis lukkede og abonnements-baserede.
Vi er stadig i early days-perioden, åbenbart.
Jeg føler mig en smule hensat til det vilde vesten, hvor togselskaber kunne drømme om at køre en proprietær afstand mellem skinnerne for at skabe maksimalt monopol.
Netværkenes netværk
Svaret er vel egentlig lige for.
Vi har behov et ”single-sign-on” til alle ladestandere. Altså et netværkenes netværk. Måske kombineret med et ladestandernes AirBnB, så vi også kan låne private ladestandere af hinanden.
Selvfølgelig skal det ske med respekt for den service, investering og kvalitet af ladestanderne, som ejerne er ansvarlige for. Markedet skal arbejde og levere værdi til os.
Men ligesom vi i den globale økonomi kan blive langt bedre til at arbejde sammen digitalt virksomheder i mellem - op og ned i forsynings- og værdikæder - må vi også sætte den elbil-kørende kunde nok i centrum til, at den digitale front-end ikke bliver en destruktiv grænsebom.
Jeg tror, at både en stadig mere digitaliseret samhandel og et behov for robuste klimamålinger vil bringe virksomheder sammen i netværk og på platforme for at facilitere, effektivisere og automatisere dette samspil på nogle uniformerede standarder.
Nu topper Norge jo elbilsalget med en forrygende +80%-andel af nysalget, så jeg besluttede at kontakte en norsk kollega.
Og i elbilernes absolutte eliteland er der skam kommet en app, som giver adgang til at lade på flere selskabers ladestandere. Deroppe er ladestanderne i øvrigt også drysset ned med så løs hånd, at man ikke er nærheden af polske tilstande, fordi der altid er en lader tæt på.
Danmark skal se efter Norge i denne sammenhæng.
Klummer er læsernes platform på Computerworld til at fortælle de bedste historier, og samtidig er det vores meget populære og meget læste forum for videndeling.
Har du en god historie, eller har du specialviden, som du synes trænger til at blive delt?
Læs vores klumme-guidelines og send os din tekst, så kontakter vi dig - måske bliver du en del af vores hurtigt voksende korps af klummeskribenter.
