Artikel top billede

(Foto: Unsplash)

It-specialisterne vælter ud i de danske virksomheder: Alle typer arbejdspladser hyrer løs

Antallet af it-specialister er stigende på det danske arbejdsmarked, og i langt de fleste brancher udgør it-folk en stadig større andel af medarbejderstaben. Erhvervslivet efterspørger dog initativer, der skal løse problemerne med mangel på it-folk.

Fra 2010 til 2021 har danske arbejdspladser i stor stil rekrutteret i it-folk.

Således fremgår det af den helt nye redegørelse for Danmarks Digitale Udvikling, at der i løbet af perioden blevet ansat 56 procent flere it-specialister på det danske arbejdsmarked.

Det fremgår også af redegørelsen, at hver femte virksomhed i 2022 oplyste, at de havde rekrutteret en it-specialist. I 2012 var det blot én ud af 10 virksomheder.

Tallene i redegørelsen viser ligeledes, at alle brancher i Danmark har haft en stigning af antallet af ansatte i it-specalist-stillinger.

I ni ud af 10 brancher udgør it-specialister også en større andel af de samlede antallet ansatte end i 2011.

Den eneste undtagelse er bygge- og anlægsbranchen.

"Vi har for kort tid siden lavet en digitaliseringsstrategi, som sikrer både digital udvikling og leverer løsninger på de udfordringer, vi står over for," siger digitaliseringsminister Marie Bjerre (V) i en pressemeddelelse i forbindelse med lanceringen af redegørelsen.

"For eksempel indfører vi teknologiforståelse i folkeskolen og giver uddannelserne et digitalt løft. Det er med til at give danskerne bedre digitale færdigheder og sikre, at vi får flere it-specialister," lyder det fra ministeren.

Afgørende for Danmark

I redegørelsen bliver det samtidig påpeget, at it-specialisterne spiller en central rolle i at sikre, at Danmark får mest muligt ud af den digitale omstilling.

Derfor mener brancheforeningen DI Digital også, at redegørelsen ikke indeholder tilstrækkeligt mange initiativer, der skal løse udfordringer med at efterkomme efterspørgslen efter it-specialister.

“Rapporten tegner et billede af en problematik, som vi har kendt til alt for længe. Virksomhederne skriger på arbejdskraft, og samtidig virker det ikke til, at der er politisk vilje til at løse problemet,” siger Bo Wiberg, chefkonsulent i DI Digital i en skriftlig kommentar til Computerworld.

Ifølge Bo Wilberg er det især afgørende, at Danmark kan følge med i udviklingen inden for AI, der i disse år udvikler sig hastigt og som kan bidrage til at højne Danmarks konkurrencekraft og løse en række samfundsproblemer.

Eksempelvis den grønne omstilling og kapacitetsproblemer i sundhedsvæsenet.

I redegørelsen bliver det blandt andet fremhævet, at introduktionen af teknologiforståelse som valgfag i Folkeskolen kan bidrage til at højne danskernes generelle it-forståelse og danne grobund for at uddannelsen af flere it-specialister.

Det er dog ikke ifølge DI Digital ikke tilstrækkeligt med et valgfag.

“Hvis vi bredt skal have løftet befolkningens kompetencer og inspirere flere til at tage en uddannelse inden for it, så er det nødvendigt med et obligatorisk fag. Ellers vil vi kun få fat i dem, der i forvejen er interesserede – og det er langt fra nok,” påpeger Bo Wiberg.