De nye danske netoperatører ser ud til at blive ofre for et hul i telelovgivningen, der betyder, at deres kunder må købe et produkt af Tele Danmark, som de ellers selv lever af at sælge.
Sådan ser situationen ud for Powercom, det fælles teleselskab, som elselskabernes NESA og Eltra har oprettet. Powercom er den eneste udbyder med eget net, der er kommet i gang at sælge kapacitet til kunderne, som hovedsageligt er teleselskaber.
Powercom lider under, at Tele Danmark ikke vil give adgang til telefoncentralerne. Det er det tidligere monopol tvunget til, hvis teletrafikken kommer fra et teleselskab, der har en samtrafikaftale med Tele Danmark.
Det er nødvendigt for de nye teleselskaber at koble sig sammen med Tele Danmarks net, når deres kunder skal ringe til Tele Danmarks kunder.
Må købe hos Tele Danmark
Det har Powercoms kunder, men ikke selskabet selv. Så er der ingen dækning i loven for at få adgang til at sætte udstyr op på Tele Danmarks centraler.
I stedet må Powercom lade kunderne købe dyre, lejede forbindelser af Tele Danmark, for igennem dem at lede trafikken ind på centralerne. De samme produkter lever Powercom af at sælge.
? På den måde er vores kunder tvunget til at købe et produkt af Tele Danmark, som de ellers køber af os, fortæller direktør Søren Støvring-Hallsson fra Powercom.
Powercoms kunder, blandt andre Tele2, kunne få en direkte aftale med Tele Danmark og bygge deres eget net det sidste stykke ind til centralen.
? Men de ønsker ikke at bygge egne net. Så havde de ikke været kunder hos os, forklarer Søren Støvring-Hallsson.
Bygger tæt på Tele Danmark
Han oplyser, at den manglende mulighed for at komme ind på Tele Danmarks centraler betyder, at omkostningerne til lokaltrafik for Powercoms kunder stiger med op til en tredjedel. Det må Powercom så skære af sine egne priser. Det er svært at leve med, når Powercom skal være billigere for få kunderne til at skifte fra Tele Danmark.
? Vi forsøger at lave vores centraler så tæt på Tele Danmarks som muligt, så regningen for at føre trafikken til Tele Danmarks centraler bliver så lille som muligt. Men det kan være kostbart, og nogle steder kan det slet ikke lade sig gøre, fortæller Søren Støvring-Hallsson.
Han mener, at der er tale om et hul i loven, når nye netudbydere i modsætning til nye teleselskaber ikke kan få lov til at aflevere deres trafik på Tele Danmarks centraler.
? Hvis myndighederne vil have konkurrence på dette felt, så må de åbne op til Tele Danmarks centraler, fastslår Søren Støvring-Hallsson.
Ingen hjælp trods dum situation
Powercom har derfor kontaktet Telestyrelsen, men der er ingen hjælp at hente.
? Jeg kan godt se, at Powercom har et problem. Men som loven er i dag, skal man have en samtrafikaftale for at få samhusning med Tele Danmark, konstaterer kontorchef Sune Rahn. Samhusning er, når andre selskaber får lov til at aflevere deres samtaler direkte på Tele Danmarks centraler.
Sune Rahn erkender, at Powercom er havnet i en dum situation, men han vil ikke udtale sig, om loven er rimelig eller ej.
Selv om Tele Danmark nu tjener på at forbinde Powercoms net med centralerne, så mener Søren Støvring-Hallsson, at det er en meget kortsigtet forretningsstrategi.
? Tele Danmark tvinger de nye teleselskaber til at bygge egne centraler. Det betyder, at når de får mange kunder, så vil de koble deres net sammen direkte, uden om Tele Danmark. På den måde kommer Tele Danmark til at gå glip af trafikken, som ellers kunne være gået igennem deres centraler, forklarer han.
Det er ikke lykkedes at få en kommentar fra Tele Danmark.