Hannover: CeBIT er ikke længere kun verdens største IT-messe. Ifølge arrangørerne er den tyske forårsbegivenhed nu også verdens største messe i det hele taget.
Messen åbner i dag i skyggen af to store udfordringer for IT-afdelingerne i virksomhederne: Deres systemer skal være klar til år 2000, og de skal kunne håndtere den nye fælleseuropæiske valuta, euroen.
Begge dele sætter deres præg på messen. Med kun ni måneder til årsskiftet betegner arrangørerne CeBIT som “sidste chance” for at samle information om, hvordan problemet kan løses.
CeBIT har imidlertid fået sit helt eget år 2000-problem. Til næste år er Hannover nemlig vært for verdensudstillingen Expo 2000. Derfor har man måttet flytte messen, så CeBIT ligger fra den 24. februar til 1. marts 2000. Euroen er allerede en del af det tyske gadebillede: Forretningerne skilter nu med priser i både D-mark og euro. Og på standene kan man finde software, der er forberedt til at arbejde med to valutaer.
Dagen før åbningen var præget af virvar. Lastbiler og gaffeltrucks sloges om pladsen mellem de 27 haller, som messen efterhånden breder sig over. Til gengæld skinnede solen gavmildt, men dens lys nåede næppe ind i de haller, hvor udstillerne arbejdede febrilsk på at blive færdige til næste dags rykind.Udstillerne er inddelt i haller alt efter, hvilke produkter de viser. Målt i kvadratmeter er den største sektor i år som tidligere år IT-udstyr med 1.530 udstillere. Men tæller man antal udstillere, er software klart den største sektor med 2.738 udstillere.
Endvidere er antallet af teleproducenter øget voldsomt, 943 virksomheder inden for telekommunikation udstiller. Deutsche Telekom har ligefrem sat sig på en hel hal.